Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anne Marie Nørvig

Oprindelig forfatter TGreg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Anne Marie Nørvig, Anne Marie Cathrine Nørvig, døbt Anna Marie Cathrine Nørvig, 24.12.1893-5.11.1959, skoleinspektør, psykolog. Født i Hårmark på Samsø, død ved Kbh. N. blev undervist af sin far og blev lærer fra Silkeborg seminarium 1913-17. Efter to års ansættelse på Tåstrup private realskole blev N. ansat ved Kbh.s kommunale skolevæsen 1919-59 og arbejdede i normalskolen, hjælpeskolen, i forsøgsklasser og i observationsklasser samt på skolepsykologisk kontor efter 1946 at være blevet cand.psych. – N.s virksomhed havde indtil da også omfattet voksenundervisning og hun stod over for valget imellem at koncentrere sig om vanskelige børn (som hun havde skrevet meget om i artikler og bøger) eller med højtbegavede, da hun 1948 blev leder af Kbh.s første forsøgsskole (Emdrupborg skole) som blev hendes store indsats de sidste 11 år af hendes liv. Trods dårlige ydre forhold fik hun forsøgsskolen drevet, så dens resultater (først offentliggjort i Beretning om Emdrupborg skoles første 6 år, 1948-54, 1955) fik betydning ikke alene i Danmark, men i Norden. N.s indsats på andre områder har dog haft større betydning. Hun havde en meget bred uddannelsesmæssig og arbejdsmæssig baggrund, var eksamineret talepædagog (1925), foretog talrige studierejser og deltog i internationale kongresser, havde mange officielle hverv (befolkningskommissionen, ungdomskommissionen, radioens programudvalg). N. deltog i organisationsliv (Landsforeningen Den frie skole, New Education Fellowship og var 1931-37 i bestyrelsen for Københavns kommunelærerindeforening og to år medlem af fælleslærerrådet i Kbh.) og kom derigennem i forbindelse med toneangivende pædagogiske kredse. Hendes omfattende undervisningsarbejde i mange forskellige skoleformer og på mange niveauer parret med hendes psykologiske uddannelse gjorde det muligt og naturligt for hende at beskæftige sig med emnerne skriftligt. Det var dog ikke så meget hendes egentlige psykologiske bøger (Det sunde Barn og dets Forældre, 1940 og De tre første Aar, 1945) der gjorde hende kendt som den moderne pædagogiks mest fremragende popularisator. Det var de korte og klare artikler i tidsskrifter der bragte hendes navn frem. Efter en ret stor produktion af artikler i Vor Ungdom og Den frie Skole, 1925-33 og i Vore Smaabørn, 1934-36 blev N. 1937-52 fast medarbejder ved Børn. Alle Forældres Blad. Her formåede hun i en underholdende og letflydende stil at behandle problemer som beskæftigede mange forældre; nogle af dem samlede hun i Børnesorger- Børneglæder, 1943.

Familie

Forældre: lærer Lars Larsen Langkjær og Louise Jacobsen. Gift 6.3.1922 med lektor, cand.mag. Peter Johannes N., født 21.11.1898 i Randers, død 7.4.1965, s. af overportør ved DSB M. C. N. og Cathrine Pedersen. Ægteskabet opløst 1940.

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Pædagogiske perspektiver belyst gennem A. M. N.s person og samtid, red. Gudrun Aspel m.fl., 1963 (heri bibliografi).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Gregersen: Anne Marie Nørvig i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295224