Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Birthe Kofoed-Hansen

Oprindelige forfattere MeHa og MKru

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Birthe Kofoed-Hansen, 28.8.1916-9.11.2012, skoleforstander. Birthe Kofoed-Hansen tog studentereksamen fra Sorø akademis skole 1934 og arbejdede derefter på kontor, indtil hun 1937 rejste til Schweiz og senere til Frankrig for at lære fransk. Efter at have taget sin sygeplejeuddannelse ved Bispebjerg hospital 1938–41 med påfølgende supplerende uddannelser i psykiatri, obstetrik og dermatologi blev hun ansat som sygeplejeassistent ved samme hospital. 1945–46 deltog hun i kursus ved Århus univ. for sundhedsplejersker og for ledende og undervisende sygeplejersker (linjen for undervisende sygeplejersker). Så fulgte en kort periode som kursusleder i Dansk sygeplejeråd, men i marts 1947 rejste hun til New Zealand og i september 1948 derfra videre til Canada hvor hun studerede kirurgisk sygepleje ved Vancouver General Hospital og hjemmesygepleje og sundhedspleje ved Victorian Order of Nurses i Toronto. I januar 1950 vendte hun tilbage til Bispebjerg hospital som instruktionssygeplejerske ved sygeplejeskolen, derefter (1955) som viceforstander ved hospitalet og 1964, da sygeplejeskolen administrativt adskiltes fra hospitalet, som dennes første forstander. 1957–58 studerede Birthe Kofoed-Hansen sygeplejeuddannelse og -administration ved University of Washington, Seattle, USA, og i tilslutning hertil besøgte hun adskillige amerikanske universiteter, sygeplejeskoler og hospitaler. Foruden at varetage sine opgaver som viceforstander på Bispebjerg hosp. var Birthe Kofoed-Hansen 1960–64 deltidsbeskæftiget i sundhedsstyrelsen. 1979 fratrådte hun sin stilling på Bispebjerg og i 1980–81 ledede hun fire moduler i administration af sygeplejeskoler for Dansk sygeplejeråd.

Birthe Kofoed-Hansen beklædte en lang række tillidsposter. Hun var bl.a. næstformand i Dansk sygeplejeråd 1962–70, 1. næstformand i Sygeplejerskers samarbejde i Norden 1966–70 og formand for en af denne organisation nedsat komité vedrørende EF og sygeplejerskerne i Norden 1968–70. Hun var medlem af uddannelsesnævnet for sundhedsvæsenet i Danmark 1962–70 og af det af indenrigsministeriet nedsatte udvalg til revision af sygeplejerskernes grunduddannelse 1970–74 samt af en arbejdsgruppe under Europarådet vedrørende harmonisering af sygeplejeuddannelsen 1961–64 og af det internationale sygeplejeråds faglige komité 1973–77. 1979-82 var hun endvidere medlem af det rådgivende udvalg inden for sygeplejeomradet, nedsat af EF kommissionen.

Birthe Kofoed-Hansen var en kapacitet på sygeplejeuddannelsens område, og hendes viden, erfaring og fremsynethed skabte fornyelse i debatten om sygeplejeuddannelsens mål, form og indhold. 1962–74 var hun medredaktør af en af Dansk sygeplejeråd udgivet lærebogsserie for sygeplejeelever. Desuden var hun medforfatter til Sygeplejelære, 5. udg. 1969, og skrev endvidere De europæiske fællesskaber og sygeplejerskerne (Sygeplejersken 8/1971).

Annonce

Familie

Birthe Kofoed-Hansen er født i Rønne og døde på Frederiksberg.

Forældre: oberst Vilhelm K.-H. (1856–1934) og Alice Harhoff (1883–1953). Ugift.

Bibliografi

Soraner biografier 1901–60 IV, 1969 42. Tidsskr. for sygeplejersker, 1970 248f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Margrethe Kruse: Birthe Kofoed-Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 27. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292827