Christian Berthelsen, Christian Tobias Jakob Berthelsen, 7.10.1916-23.4.2015, skoledirektør. Christian Berthelsen fik lærereksamen fra Godthåb seminarium 1936 og fra Jonstrup 1941. 1941–45 tog han supplerende uddannelse i Danmark, bl.a. på lærerhøjskolen. Han var skolekonsulent for Sydgrønland 1945–47 og Nordgrønland 1948–54. 1955 blev han skoleinspektør i Godthåb, 1956 oplysningskonsulent og 1960–72 skoledirektør for Grønland. Derefter var han bosat i Danmark hvor han underviste på universiteter og seminarier og desuden havde litterær virksomhed.

Christian Berthelsen var medlem af skoledirektionen 1960–72, af radiostyrelsen, af bestyrelsen for Knud Rasmussens højskole og af Det grønlandske forlag (formand 1957–63). Han var formand for det grønlandske sprog- og retskrivningsudvalg 1967–71 og for Det grønlandske selskab 1976-85 og for Stednavneudvalget for Grønland 1975-83. Desuden var han medlem af oversættelseudvalget for Bibelen 1977-2000. Han var ansat som ekstern lektor i vestgrønlandsk ved Københavns Universitet 1977-86.

I debatten om skole og uddannelse i Grønland skrev han en række indlæg. En barndomserindringsbog Taimane-Dengang kom 1970, Grønlandsk samfundslære, 1973, og 1976 udkom en litteraturhistorie Oqaluttualiaativut taalliaativullu. Værket Grønlandsk Litteratur, 1983, er en kommenteret antologi; i 1994 udgav Christian Berthelsen Kalaallit atuakkiaat, der behandler grønlandsk litteratur indtil 1900.

Christian Berthelsen har modtaget adskillige hædersbevisninger, bl.a. Det grønlandske selskabs Rink-medalje 1985, Grønlands hjemmestyres fortjentsmedalje "Nersornaat" i sølv 1990 og i guld 2002 og Den grønlandske forfatterforenings ærespris 2009.

Familie

Christian Berthelsen blev født i Godthåb, Grønland. Forældre: udstedsbestyrer Johan Berthelsen (1883–1958) og Karen Lynge (1882–1950). Gift 27.6.1945 i København med Vibeke Kaja Wulff-Hansen, født 25.6.1919 i København, datter af arkitekt Poul Wulff-Hansen (1885–1956) og Marie Louise Nielsen (1893–1976).

Udnævnelser

R. 1964. R.1 1977.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

C.B.: Taimane-Dengang, 1970. C.B.: erindringer Taamani kingornalu (dengang og senere), 2008. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig