Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J. Holbech

Oprindelig forfatter IMar
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J. Holbech, Jens Andreas Christian Holbech, 6.12.1815-23.12.1885, skoledirektør. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Johs.), begravet sst. (Ass.). Da H.s forældre hørte til Petri menighed gik han først i dennes realskole, senere i Metropolitanskolen hvorfra han dimitteredes 1833. I sin studentertid underviste han og studerede samtidig teologi. Han blev cand.teol. 1838. H. foretrak skolegerningen og ansattes s.å. ved Randers latinskole, flyttede 1844 til Metropolitanskolen hvor han 1855 blev overlærer. 1860 udnævntes H. til direktør for borger- og almueskolevæsenet i Kbh., en stilling han beholdt til sin død. Hans virksomhed her faldt i en periode hvor det offentlige skolevæsen udviklede sig meget stærkt; børnetallet steg til det tredobbelte. På H.s initiativ gennemførtes en række reformer i 1870erne; undervisningen udvidedes, børnetallet i klasserne blev nedsat og særklasser oprettet. Herved blev der åbnet nye arbejdsområder for kvindelige lærere hvis ansættelse H. varmt gik ind for. Lærerlønningerne blev forbedret. Derimod var H. modstander af enkelte latinskolerektorers forslag om at knytte folkeskolen og den lærde skole sammen. H. var formand for eksamenskommissionen for skolelærere og -lærerinder fra dens oprettelse 1869, var ministeriets konsulent i skolespørgsmål fra midt i 1860erne og formand for den 1882 nedsatte hygiejniske skolekommission. Han udgav sammen med skoleinspektør M. Matzen ABC og Læsebog for de første Begyndere I og II, 1869 der udkom i over 30 oplag. H. var alment respekteret både som lærer, eksamensformand og som chef for Kbh.s skolevæsen. – Tit. professor 1862. Etatsråd 1885.

Familie

Forældre: grosserer Jens Jørgen H. (1782–1848) og Vilhelmine Louise Dorothea Fischer (1790–1861). Gift 1. gang 6.4.1841 i Randers med Henriette Frederikke Sødring, født 22.4.1820 i Kristiania (Fødsst.), død 27.6.1844 i Randers, d. af købmand, skibsreder Peder Hansen S. (ca. 1771–1839, gift 1. gang med Talke Hornemann Søndergaard, 1778–1803, gift 2. gang 1803 med Anne Dorte Jepsen, 1780–1842; ægteskabet opløst, hun gift 2. gang 1841 med musiklærer i Jørsby Mathias Smidt Høyer, 1795–1856, gift 2. gang 1845 med Nikoline Refs, født 1808) og Else Kirstine Bay (1793–1829). Gift 2. gang 18.10.1861 i Kbh. (Frue) med Birgitte Sophie Dennig, født 8.1.1840 i Troense, død 13.4.1915 i Hellerup, d. af skomager Martin D. (ca. 1795–1840, gift 1. gang 1820 med Christine Marie Egeskov, ca. 1801–22) og Birthe Marie Egeskov (1806–95, gift 2. gang 1842 med skomager Hans Larsen, 1812–65).

Udnævnelser

R. 1867. DM. 1878.

Annonce

Ikonografi

Tegning. Litografi af J. Thorsøe 1859 og 1869. Træsnit 1870 og efter dette gruppebillede 1880. Træsnit 1885, efter dette et par træsnit 1885 og 1886. Relief af C. Rohl Smith (gravstenen). Foto.

Bibliografi

Joakim Larsen: Kbh.s offentlige skolevæsens hist., 1881 149 158–95. Samme: Bidrag til den da. folkeskoles hist. 1818–98, 1899 319 359 386 429 442. Hans Kyrre: Det pædagogiske selsk. gennem hundrede år, 1920 162 181. Vagn Skovgaard-Petersen: Dannelse og demokrati. 1976 76.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ingrid Markussen: J. Holbech i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291362