Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Chr. Buur

Oprindelig forfatter ESejr
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Chr. Buur, Christian Buur, 26.9.1864-22.1.1941, skoledirektør. Født i Bukkær, Assing sg., Ringkøbing amt, død på Frbg., urne på Århus vestre kgd. B. begyndte sin pædagogiske virksomhed 1881 som vinterlærer i Sønder Felding, var derefter elev på Hoven højskole 1882-84, tog 1. del af skolelærereksamen 1884, blev student 1887 fra Døckers kursus, cand. mag. i dansk 1894 og var de følgende år lærer ved Borgerdydskolen i Helgolandsgade og ved Kbh.s kommuneskoler; 1905 ansattes han som timelærer ved Århus katedralskole men udnævntes allerede 1906 til direktør for Århus kommunale skolevæsen i hvilken stilling han indtil sin afgang 1929 var med til at præge en udvikling der gav det kommunale skolevæsen i Århus anseelse som et af de bedst indrettede i landet. Af anden pædagogisk virksomhed kan nævnes at B. fra 1911 fungerede som censor i dansk ved skolelærereksamen; i pædagogiske fagtidsskrifter offentliggjorde han en række artikler der viste ham som en nøgtern men altid interesseret skolemand, vågen over for nye ideer, men med den sunde fornufts reaktion over for yderliggående retninger. På grundlag af omfattende førstehånds studier behandlede han Århus skolevæsens historie i tre anselige værker: Folkeundervisning i Aarhus før 1814, 1915, Skoleliv og Skoleadministration i Aarhus for 100 Aar siden. 1919 og Aarhus Skolevæsen gennem 80 Aar. 1930. Endelig udsendte han (934 Bidrag til Undervisningens Historie i Middelalderen og under Humanismens og Reformationens Indflydelse, ligesom han i Dansk biografisk Leksikon, 2. udg. har karakteriseret en række skolefolk. - 1917-21 sad B. i bestyrelsen for Dansk retskrivningsforening, en tid som formand, 1923-27 var han formand i bestyrelsen for Århus museums historiske afdeling. Tidligt interesserede han sig for oprettelsen af et jysk universitet og tog på virksom måde del i det forberedende arbejde; 1928-33 var han medlem af bestyrelsen for universitetsundervisningen i Jylland.

Familie

Forældre: gårdmand Peder Jensen (1828-1916) og Ane Cathrine B. (1837-1913). Navneforandring 3.6.1893. Gift 9.9.1893 på Frbg. med Julie Petrea Elisabeth Hansen, født 13.12.1870 i Kbh. (Frels.), død 18.5.1947 i Århus, d. af bogholder Hans Martin Julius H. (1832-83) og Elisabeth Kirstine Nielsen (1843-1918).

Udnævnelser

R. 1919.

Annonce

Ikonografi

Maleri af M. Kaalund-Jørgensen 1933. Buste af Elias Østergaard, udst. 1946 (Århus rådhus). Foto.

Bibliografi

Jens Frølund Buur: Buurslægtens stamtavle, 1728- 1960, 3. udg. 1960. Christensen Lund i Folkeskolen, XLVI, 1929 687. Axel Sneum sst., 1934 640-42. H. Th. i Den danske realskole, XXXI, 1929 321-23. G. F. Krog Clausen i Dansk skolesløjd, XXIII, 1941 13f. Richardt Gandrup i Aarhus stiftstid. 23.1.1941. Demokraten 1.12.1955.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Emanuel Sejr: Chr. Buur i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287972