Louise Westergaard, Charlotte Louise Westergaard, 27.2.1826-6.4.1880, skolebestyrer. Født i Ålborg, død i Kbh. (Frue), begravet på Frbg. Efter faderens tidlige død flyttede moderen til Kbh., og W. kom til at gå i et pigeinstitut. Fra hun var 16 til 23 år virkede hun som guvernante og tog 1850 institutbestyrerindeeksamen hvorefter hun underviste på forskellige private pigeskoler i Kbh. 1858 overtog hun M. Gøtzsches højere pigeskole som hun førte videre til sin død og skabte stor respekt om. I sit arbejde var hun meget åben for nye pædagogiske tanker og indførte fx allerede 1862 gymnastik i sin skole. Til den knyttede hun 1860 en uddannelsesinstitution for unge kvinder der ønskede videregående almenuddannelse eller at blive privatlærerinder. Hun interesserede sig særlig for engelsk og udgav en række lære- og læsebøger heri ligesom hun oversatte engelske bøger og artikler. Hendes alsidighed gav sig udtryk i at hun 1851 udsendte en Veileder for de Besøgende i Thorvaldsens Museum og 1852 en børnebog, Verdensmarkedet, som er en beskrivelse af den store industriudstilling i London 1851. 1851 fik hun accessit for besvarelsen af Kbh.s univ.s prisopgave Den franske Tragedies nalional-poetiske Charakteer, og Grunden til den ringeagtende Bedømmelse, som den til en Tid har været underkastet. I bedømmelsen omtales indsenderen gentagne gange som "han" og W. er sandsynligvis den første kvinde (og ikke-akademiker) der har opnået denne anerkendelse. Hun fik sin afhandling trykt 1853, og den omtaltes smukt i dagspressen. – I forbindelse med oprettelsen af Kvindelig læseforening var W. meget aktiv og medlem af dens første bestyrelse 1872-73. Det sidste år af sit liv virkede hun som foreningens formand.

Familie

Forældre: distriktskirurg Jens Anton W. (1791-1829) og Johanne Wilhelmine Louise Bentzen (1799-1856). Ugift.

Bibliografi

Medd. ang. Kbh.s univ. 1849-56, 1860 639f. Berl. tid. 15.10.1852. Flyveposten 28.2.1853.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig