Hans Schneekloth

Hans Schneekloth, 19.6.1812-11.12.1882, skolebestyrer. Født i Mühbrook i Holsten, død på Frbg., begravet sst. Efter forberedelse hos en landsbylærer var S. i tre år hjælpe- og huslærer på godset Rantzau, inden han kom på Tønder seminarium hvorfra han blev dimitteret 1835. Efter en kort periode ved opdragelsesanstalten i Oldesloe underviste S. ved den tyske St. Petri Schule i Kbh. 1835–43, fra 1846 ved Mariboes realskole. I hovedstaden blev S. kendt som en dygtig lærer, som udgiver af skolebøger i regning og tysk (fra 1838) og som en farverig og kampglad debattør med betydelige kundskaber, radikale meninger og kontakt med demokratiske kredse. Han blev pioner i den bevægelse der i 1840erne – med J.-J. Rousseau og især J. H. Pestalozzi som læremestre – forsøgte at gennemføre pædagogiske reformer herhjemme. Fra 1839 var han styrelsesmedlem i Det pædagogiske selskab; han holdt her foredrag bl.a. om skolens forhold til kirken og om lydmetoden i læseundervisningen og gav demonstrationsundervisning med elever. Han ville have den konfessionelle religionsundervisning og det kirkelige tilsyn afskaffet og ønskede skolevæsenet ordnet kommunalt, men med forældrenes frie ret til at sende børnene i den skole de ønskede. En hovedsag for ham var at få organiseret folkeskolens lærere for derved at få højnet standens pædagogiske indsigt og sociale prestige og for at virkeliggøre en reform af folkeskolen. Han var derfor en af hovedmændene i Den almindelige danske skolelærerforening 1841–48 og stod bag arrangementet af de første fællesmøder af danske folkeskolelærere – i Århus 1850 og de to følgende år i Kbh. og Odense. Han skrev artikler i Tidende for almindelig dansk Skolelærer-Forening og i Frederik Frølunds Maanedsskrift og Repertorium for Almue-Skolelærere. 1850 begyndte han selv – sammen med F. A. Milo og F. C. Christens – udgivelsen af et pædagogisk tidsskrift, Skolens Reform. Det udkom 1850–56 i syv bind som et talentfuldt talerør for en gennemgribende reform af skolevæsenet der kunne sikre børn fra alle sociale lag retten til en god opdragelse og uddannelse.

Reformbevægelsen mødte modstand både i den konservative lærerstand og hos myndighederne. Den ramte også S. selv da han søgte en inspektørstilling i Kbh. – en rolle spillede det også, at han var "kun en seminarist". På denne baggrund besluttede S. at oprette en skole sammen med F. A. Milo, og 2.5.1854 åbnedes Realskolen for Frederiksberg og Vesterbro med to afdelinger, en for piger og en for drenge, fra 1856 med ny bygning på Værnedamsvej. Tidspunktet var gunstigt, og skolen fik hurtigt stor søgning. Fra 1857 var den også latinskole. 1882 blev den under det officielle navn S.s Latin- og Realskole videreført af sønnen Karl Andreas S. indtil 1912 (efter statens overtagelse 1918: Svanholm gymnasium, fra 1930 Statsgymnasiet S.s skole). Samarbejdet mellem skole og hjem blev et vigtigt træk ved denne skole, efterhånden til inspiration også for andre privatskoler. Det fandt bl.a. udtryk i Hjemmel og Skoten, et tilbagevendende pædagogisk skrift som S. fra 1859 udsendte som supplement til skolens mere officielle meddelelser.

1858–68 var S. medlem af Frederiksberg skolekommission og gjorde her en grundlæggende indsats for organisering af det kommunale skolevæsen. – S. var som folkeskolereformator forud for sin tid, som skoleleder forstod han både tidens og barnets behov.