H. C. Frederiksen

H. C. Frederiksen, Hans Christian Frederiksen, 11.11.1840-11.3.1921, skolebestyrer. Født i Kbh. (Helligg.), død i Vallekilde, begravet i Gentofte. I fjortenårsalderen sattes F. i smedelære; 1856 tog han adgangseksamen til Polyteknisk læreanstalt for at blive ingeniør. Af økonomiske grunde underviste han fra 1860 i Schneekloths skole hvor han påvirkedes religiøst og pædagogisk, så det gik op for ham at lærergerning skulle være hans livs opgave. 1863 tog han første del af eksamen i ingeniørfaget, og 1869 bestod han den s.å. indrettede tillægseksamen i klassiske sprog og historie der gav lige ret med artium. Efter sit giftermål udgav han i et par år et børneblad, samtidig med at han både studerede og underviste seks timer om dagen. Følgen blev at hans helbred fik et knæk. Efter en udenlandsrejse fik han dog mod på selv at oprette en skole hvor han kunne realisere sine ideer om opdragelse. Af sin ven Hans Schneekloth fik han overladt en villa i Ordrup hvor han 3.11.1873 begyndte en skole med én elev. Hans hovedindtægt blev imidlertid gennem mange år hans kostelever, "fosterbørnene", ofte vanskelige børn som forældre og andre skoler ikke havde kunnet få skik på. – Under kamp med skoleautoriteter og med skepsis hos publikum arbejdede Ordrup højere skole og opdragelsesanstalt sig frem, så der 1883 kunne lægges grundsten til en ny skolebygning. 1887 fik skolen eksamensret som latin- og realskole, og s.å. knyttedes cand.mag. Kr. Branner til den. Han blev F.s svigersøn og var fra 1897 medbestyrer. F. havde efterhånden mere medbør; han fik tilskud fra stat, amt og kommune. Der var dog 1888 kun 82 elever i skolen, og han ville næppe have kunnet klare skærene uden indtægten af sine "fosterbørn". – Overgangen til eksamensskole lagde i flere henseender bånd på hans frihed, og vel søgte han stadig at gennemføre sine skoletanker, men i det hele gik det som han skildrede i første del af sin bog Gunver, 1914, "Huset, der sank", om skolen der voksede sig stor, mens samtidig dens idealer blegnede. 1908 døde Kr. Branner og s.å. overdrog F. bestyrelsen af skolen til Ernst Kaper. Efter sin hustrus død flyttede F. til Vallekilde hvor han underviste ved højskolen og i øvrigt var optaget af forfatter- og foredragsvirksomhed. – "Friser", som F. hed i skolen, viste straks i Schneekloths skole den geniale side af sit væsen, sin evne til at vinde børn. Blot han viste sig, strømmede småbørn sammen om ham. – Hans fortjeneste var at han turde bygge på sine idealer. Han turde samle vanskelige børn om sig, turde undervise drenge og piger sammen, turde afskaffe katekismus og fjerne de daglige karakterer. Han skabte en "personlig skole" med en nær kontakt imellem børn, hjem og skole, – bl.a. ved hjælp af forældremøder og lødige pædagogiske artikler i de årlige skoleprogrammer. "Det vigtigste i skolens liv er alt det, der ikke står på skemaet", lød hans uofficielle valgsprog. Hans pædagogik var i slægt med den grundtvig-koldske, og han fik da også forbindelse med grundtvigske kredse i hovedstaden. Hans skole var gennem lange tider et forargelsens tegn, og det må siges, at havde han ikke haft Kr. Branner ved sin side, havde han næppe formået at føre en højere eksamensskole igennem. Hans efterfølgere som bestyrere af Ordrup skole har hverken kunnet eller villet efterligne ham i væsen og væren. Af F.s forfatterskab kan fremhæves Dansk Læsebog for smaa Børn, 1867 (10.udg. 1920) som har påvirket senere danske læsebøger. I øvrigt har hans bøger mest været udtryk for hans pædagogiske ideer, således den friske og ungdommelige Modgift, 1884 ("Lad Drengene faa Lov til at slaas"), og især Den personlige Skole, 1909, samt Med et Barn ved min Side, 1910 "der indeholder et lille Udvalg af de mange Digte og Fortællinger, der i Tidernes Løb blev til i mig" (heri: Nissen i Skolestuen). – Tit. professor 1904.