Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Holger Paaskesen

Oprindelig forfatter MBred
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Holger Paaskesen, 23.8.1906-5.3.1972, seminarierektor. Født på V. Skibelundgård, Vejen sg, død i Skive, begravet Mariebjerg kgd., Gentofte. Fra sit hjem nær den gamle grænse og fra Askov fik P. føling med liberale skoletanker der blev forstærket ved mødet med Georg Christensen på Haderslev statsseminarium og hans radikale pædagogiske ideer. Som lærer i Gentofte 1929-48 gik P. energisk ind i organisationsarbejde og blev 1940-52 et fremtrædende medlem af Danmarks lærerforenings hovedbestyrelse. Sammen med bl.a. formanden for Dansk seminarieforening Herluf Jensen, Silkeborg, agiterede han efter krigen for en vidtgående ændring af læreruddannelsesloven af 1930. Resultater af den af undervisningsminister Hartvig Frisch gennemførte "forsøgsperiode" på seminarierne forstærkede kravet om fornyelse, hvilket i høj grad satte præg på seminarieloven af 1954. Den skærpede optagelsesprøven, erstattede de såkaldte "ånds-fag" med lærerrådets udtalelser og indførte en række også praktiske specialfag. Tillige imødekom loven lærerforeningens krav om "enhedsuddannelse" af lærerne til samtlige fag i folkeskolen. Denne lov blev dog snart udsat for angreb; den var "pseudogrundtvigsk", svækkede arbejdsmoralen og gjorde seminarierne til "håndværkerskoler". Selv gennemførte P. med stor dygtighed sine optimistiske pædagogiske tanker, såvidt det var muligt, på det 1952 nyoprettede Skive seminarium. "For min skyld må lærerpersonligheden gerne træde frem i billedet og give undervisningen liv og varme og subjektiv farve. Objektivitet står i skærende modsætning til børns og unges trang til at harmes og begejstres". Elevernes beundring bidrog sammen med stærk tilslutning fra Lærerstuderendes landsråd til i nogen grad at skærme ham over for den kritiske holdning der udviklede sig på andre seminarier og i lærerorganisationerne, og førte ham til med ikke ringe stejlhed at kæmpe for sine ideer i det ministerielle udvalg der forberedte seminarieloven af 1966. Her ønskede næsten alle de øvrige medlemmer, på grundlag af erfaringer og i større overensstemmelse med tidens strømninger, at formalisere medansvar og medbestemmelse, samt pensa og eksamenskrav. Selv fortsatte P. med at praktisere sine ideer til sin død.-Han har skrevet Vi lærer for livet, 1968, samt talrige artikler i Folkeskolen.

Familie

Forældre: gårdejer, senere forpagter Anders Christian P. (1871-1932) og Kristine Sørensen (1870-1939). Gift 20.9.1947 i Kbh. (Vartov) med lærer Johanne Margrethe Mogensen, født 3.6.1921 på Frbg., d. af departementschef Jens Christian M. (1890-1962) og Julie Margarete Falsen (født 1896).

Udnævnelser

R. 1969.

Annonce

Ikonografi

Mal. af N. Mølgaard Andersen, 1969 (Skive seminarium). Foto.

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Bredsdorff: Holger Paaskesen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295428