S.N.J. Bloch

S.N.J. Bloch, Søren Niclas Johan Bloch, 13.2.1772-27.6.1862, rektor. Født i Middelfart, død i Kbh., begravet i Roskilde (Gråbrødre kgd.). B. gik først i skole i Ribe og blev student fra Odense 1788. Han tog filologisk eksamen 1793 og blev s.å. hører ved sin gamle skole i Odense, og 1794 efter rektors død overtog han stillingen som subrektor med forpligtelse til at undervise overste klasse hvis disciple han trods sin ungdom forstod at sætte sig i respekt hos. Efter en disputats om oldtidens idyldigtning 1796 avancerede han 1800 til konrektor og blev 1806 rektor i Nykøbing F. Her skaffede han skolen nye lokaler og vandt hurtigt anseelse som skolemand. Hertugen af Augustenborg lyttede ofte til hans råd, og han fik derigennem en ikke ringe indflydelse på skoleforordningen af 1809. 1815 blev han rektor i Roskilde hvor han fungerede lige til 1851. Også ved skolen i Roskilde indlagde han sig store fortjenester. Han skaffede den 1817 på ny en katedralskoles navn og rettigheder som den 1806 havde afstået til fordel for Vor Frue skole i Kbh., og han fik opført både en ny skolebygning og en rektorbolig ligesom han også virkede kraftigt for bibliotekets tilvækst. I pædagogisk henseende gennemførte han vigtige reformer. Han indførte etårige klasser i stedet for toårige, indførte frikvarterer og var blandt de første der gjorde gymnastik og svømning til undervisningsfag. Også musikundervisningen interesserede han sig for. Det var hans pædagogiske princip at "intet bør gøres for at glimre eller blot for en eksamens skyld, alt for at ungdommens ånd og hjerte, forstand og smag kan uddannes". Tvangsmidler, navnlig legemlig straf, var ham i høj grad imod. Han pådrog sig bebrejdelser for at vise for stor lemfældighed, men forstod dog godt at holde disciplin og at vinde sine disciples tillid. Han holdt stærkt på den klassiske dannelses betydning og var modstander af latinundervisningens indskrænkning og udvidelse af realfagenes plads.

B.s litterære virksomhed var mest af pædagogisk art men strakte sig over mange områder. Han udgav bl.a. en dansk sproglære (1808–17), en græsk grammatik (1796, senere udvidet), en græsk læsebog (1823) og en hebraisk formlære (1802–19). Om udtalen af græsk skrev han oftere både på dansk og tysk (Revison der Lehre von der Aussprache des Altgriechischen, 1826). Han hævdede at man i oldtiden i alt væsentligt havde anvendt den såkaldte Reuchlinske, dvs. nygræske, udtale. Hans synspunkter vakte en del modstand, bl.a. fra rektor R. J. F. Henrichsen. I skoleprogrammer udviklede han ofte sine pædagogiske principper. Vigtige er også hans Bidrag til Roskilde Domskolens Historie I-IV, 1842–46. Religiøst sluttede han sig til rationalismen (Ideer til Forsvar for en fornuftgrundet Christendom, 1826). Den slesvigske sag forsvarede han oftere i blade og tidsskrifter. – Til trods for at B. havde sin rod i 1700-tallet hævdede han sig gennem hele første halvdel af 1800-årene smukt som latinskolens og den klassiske traditions mand. – Etatsråd 1843.