Johannes Schrøder (rektor)

Johannes Schrøder, 4.2.1696-16.5.1774, rektor. Født i Helsingør, død i Slaglille, begravet sst. (i kirken). Efter at være blevet student 1715 fra sin fødebys skole blev S. n.å. hører sst. og læste samtidig til attestats som han tog 1717. Derefter tiltrådte han en studierejse til tyske universiteter, især Wittenberg hvor han yderligere befæstedes i den ortodoksi som han allerede i Kbh. havde haft lejlighed til at tilegne sig under sin velynder Søren Lintrup. 1720 blev han igen hører i Helsingør, men allerede n.å. huslærer og privat sekretær hos sin mosters mand biskop B. Deichman i Kristiania. Utilfreds med denne plads lod han sig 1722 udnævne til rektor i Frederikshald og fik i løbet af nogle få år held til at genrejse denne bys latinske skole som var aldeles i forfald. 1726 tog han magistergraden, og 1730 lykkedes det ham, varmt støttet af Lintrup, efter en hård kamp at blive rektor ved Fr.borg skole ved hvilken han i mere end en menneskealder kom til at øve en særdeles frugtbar virksomhed. Dette skyldtes først og sidst hans usædvanlige evner som lærer. Få har som han været skolemand med liv og sjæl, undervisningsarbejdet og forholdet til disciplene udfyldte næsten helt hans tilværelse, uden at trættes fandt han sin største glæde i at uddanne det ene kuld af unge efter det andet. Havde han end ikke sin styrke i at gennemføre en streng skoletugt så blev han desto mere elsket af sine talrige disciple på grund af sit milde, faderlige sind for hvilket riset altid var "modbydeligt". Skolen oplevede da også i hans rektorår en rig blomstringsperiode, og S. kunne i det tidsrum sende ikke mindre end ca. 390 dimittender til universitetet. For øvrigt var han i sin embedstid ikke fri for modgang: foruden store personlige sorger og jævnlige bekymringer for sine disciple hvoraf mange var vilde krabater, havde han især under Christian VI vanskeligheder med den pietistiske retning der i Hillerød havde fået et vigtigt arnested. – S. var en mand af solide kundskaber både i historie og teologi, i græsk, latin og flere østerlandske sprog. Fraregnet et par små ungdomsskrifter, bl.a. om Frederikshald, har han ikke optrådt som forfatter, men blev desto ivrigere rådspurgt af mange af datidens lærde der gerne benyttede sig af hans kundskabsfylde og tjenestvillighed. Efter 1766 at have taget sin afsked boede S. hos sine børn, til det sidste ved privat lærergerning optaget af at føre unge ind i åndens verden.