Jens Worm, 24.8.1716-31.12.1790, rektor, leksikograf. Født i Århus, død sst., begravet i Ølsted. W. blev privat dimitteret til universitetet 1733 og havde Borchs kollegium 1735-40. Han tog attestats 1736 og blev dekan på kommunitetet. I de syv år han studerede ved universitetet påvirkedes han især af sin præceptor Hans Gram, der lod ham benytte sin store bogsamling, hvor W. formodentlig har fået smag for de litterærhistoriske undersøgelser han senere skulle dyrke med så heldigt resultat. Det var sikkert også Gram som fik ham med i arbejdet på den i disse år påbegyndte bibelrevision. 1740 udnævntes W. til konrektor i Århus, og s.å. tog han magistergraden. Allerede 1745 blev han vicerektor og 1752 virkelig rektor. Under formandens langvarige sygdom havde han dog længe forinden været skolens egentlige leder, og indtil 1775, da han tog sin afsked, var han derefter en overordentlig virksom skolemand, "en af den Tids meget ansete Rectores" (Rasmus Nyerup) som afgav "udmærket grundige og saare instructive" betænkninger om skoleforhold. Det skyldtes også fortrinsvis W.s ihærdighed at Århus katedralskole under hans rektorat fik en ny og for sin tid anselig skolebygning (indviet 1766). Han lagde i det hele taget megen praktisk dygtighed for dagen, førte med held sager helt op i højesteret for at sikre skolens indtægter, udnævntes "som Landmand ved forefaldende Tvistigheder om Fælledskabets Ophævelse i Haureballegaards Amt" ligesom han var "Medcommitteret ved Extraskattens Ansættelse for de Fattige". – Det arbejde som har bevaret W.s navn for eftertiden er dog hans Forsøg til et Lexicon over danske, norske og islandske lærde Mænd I–III, 1771-84, et fuldstændigt forfatterleksikon, det første i Danmark, udarbejdet med stor grundighed og nøjagtighed og indeholdende en sådan fylde af biografiske og litterære oplysninger at det lige til vore dage har dannet udgangspunktet for alle senere arbejder af samme art. W.s indsats er så meget mere beundringsværdig som han gennemførte arbejdet uden direkte adgang til de store biblioteker i Kbh. Han havde dog modtaget hjælp fra mange sider, og udgivelsen af værkets sidste bind blev for en stor del besørget af hans søstersøn og plejesøn, den senere rektor Oluf Worm. Af W.s øvrige, ret fåtallige skrifter må nævnes hans Forsøg til en Skole-Historie, forestillende de Latinske Skolers og Skole-Væsenets Tilstand i Dannemark for Reformationen som optoges i Videnskabernes selskabs skrifter (1777). – 1754 udnævntes W. til professor philosophiae. 1777 fik han titel af justitsråd.

Familie

Forældre: lektor, konsistorialassessor Oluf W. (1672– 1743) og Karen Knob (1682-1750). Gift 1754 med Anna Müller, født 15.5.1701, død 23.4.1774 i Århus (gift 1. gang med sognepræst i Gjerrild og Hemmed Gregers Otto Bruun, 1672-1742 (gift 1. gang 1701 med Karen Hansdatter Cappel, død 1723, gift 1. gang 1685 med sognepræst i Gjerrild Andreas Haasum, død 1700), gift 2. gang med krigsråd, vejer og måler i Århus Niels Langballe, 1687-1752), d. af sognepræst i Holbæk og Udby Michael (Mikkel) Pedersen M. (død 1709, gift 1. gang 1682 med Birgitte Rud, død 1693) og Anna Maria Suhr (død 1740, gift 2. gang 1710 med sognepræst i Holbæk og Udby Hans Cappel Haasum, 1686-1740). – Morbror til Oluf W.

Ikonografi

Mal. af A. Brünniche, 1758 (Horsens statsskole). Mal. (Århus katedralskole).

Bibliografi

J. W.: Forsøg til et lexicon over lærde mænd II, 1773 627-29; III, 1784 880. Kirkehist. saml. 3. r. VI, 1887-89 766-85 og 4. r. I, 1889-91 125-42 (W.s samlinger, ved Vilh. Bang); II, 1891-93 343 9 (breve). – C. V. Hertel: Beskr. over Århus dom- og katedralkirke II, 1810 110– 21 478-83. E. G. Tauber: Historia scholæ cathedralis Arhusiensis, 1817 104-19. H. H. Blache: Hist. efterretn. om Århus katedralskoles bygn. og inventarier, 1850 – Århus skoleprogr. 1850 16-22. Ludv. Daae i Hist. t. 2. r. IV, Kria. 1884 324f. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 4. r. II, 1891-93 583f. J. H. Tauber: Dagbøger, 1922 (fot. optr. 1972) = Memoirer og breve XXXVIII. Johs. Caroc: Peder Nielsen Skrivers efterkommere. Slægten Begtrup, 1932. Em. Sejr: J. W., 1942. Samme i Fund og forskning V-VI, 1958-59 62-74. Samme i Aarhus-mosaik, 1967 261-63. – Papirer i Det kgl. bibl. og Horsens statsskoles bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig