Hans Mikkelsen Ravn

Hans Mikkelsen Ravn, Corvinus, ca.1610-10.8.1663, rektor, litterat. Født på Fævejle ved Grenå, død i Ørslev, Vester Flakkebjerg hrd. Skønt jyde af fødsel kom R. i Slagelse skole der var kendt for sine gode sangere, og fik vel her lagt grunden til sin kærlighed til musik. 1631–34 studerede han ved universitetet og fik, efter at have absolveret teologisk attestats og opnået den filosofiske baccalaurgrad, ansættelse som hører ved Herlufsholm. I de fem-seks år han var ved denne skole viste han sig at have sjældne pædagogiske evner, så betydelige at han ni år efter sin afgang fra Slagelse skole ved sin store velynder, biskop Jesper Brochmands mellemkomst 1640 kaldtes til rektor her. Han måtte derved opgive en planlagt rejse til England og underkaste sig en slags skoleembedseksamen som han bestod med særlig udmærkelse. N.å. tog han magistergraden. R.s ledelse af Slagelse skole må have været forbilledlig for tiden. En kortfattet dansk og latinsk grammatik med et afsluttende kapitel om verslære Brevia et facilia præcepta componendi pro incipientibus Slaglosianis, udgivet anonymt 1644, viser en for den tid uhøjtidelig måde ved rim og remser at gøre stoffet levende på. En anden afhandling, inspireret af hans praktiske pædagogiske arbejde, De scholis bene constituendis admonitio, som 1649 indsendtes til de øverste skolemyndigheder, bærer også præg af at være skrevet af "en Mand, der i sund Betragtning af, hvad Skolens Opgave er, stod højt over sin Samtid". – Varmt bankede R.s hjerte for alt som dansk var, historien, digtningen, musikken, selve det danske sprog. Denne interesse havde han uden tvivl fået styrket ved sit venskab med den i Vordingborg bosiddende, betydeligt ældre Anders Christensen Arrebo, som R. i sin Herlufsholmtid jævnlig omgikkes. Fra denne tid stammer da også hans utrykte Lingvæ Danicæ exercitatio, 1644 hvori han søger at skildre det danske sprogs udviklingshistorie. 1649 fik han trykt en afhandling om dansk verslære Ex rhytmologia Danica msc. epitome brevissima der udfyldte pladsen som lærebog i versedigtning efter senrenæssancens principper som de, noget ufuldstændigt, tidligere var udviklet herhjemme af Peder Jensen Roskilde i dennes utrykte prosodi som R. kendte og benyttede. Endnu en gang beskæftigede han sig med digtningen i Danmark, da han 1661 foran Arrebos "Hexaëmeron" gav en rimet oversigt over digtningens historie i Danmark.

Sit litterære hovedværk udgav R. 1646 Heptachordum Danicum, en lærebog i musik der tager sigte på opøvelsen i samtlige musikteoretiske discipliner. I et forord der behandler musikkens historie, også den danske, fra de ældste tider, omtaler han særlig indgående de gamle danske folkeviser, vore salmer og de ældste instrumenter. I værkets hoveddel udvikler han, efter en omfattende oversigt over sine kilder, musikteorien som den fandtes udformet hos ældre og yngre teoretikere. Man gennemgår toneartslæren ud fra indholdet i Hans Thomesens salmebog, giver vejledning i nedskrivning af mundtligt overleverede folkevisemelodier, giver med mange eksempler undervisning i flerstemmig satsskrivning, omtaler de musikalske former, giver forklaring på musikudtryk m.m., alt ud fra nøje indsigt i emnerne og pædagogisk evne til at anskueliggøre stoffet. I en afsluttende del behandles tonesystemets matematiske forhold. R.s grundige og fortjenstfulde værk fik stor betydning for musikundervisningen i Danmark og benyttedes flittigt som kilde af Matthias Schacht til hans Musicus Danicus. Fra s.å. som Heptachordum Danicum eksisterer et mindeskrift over Christine Reedtz, forfattet af R. Heri findes et digt i folke-viseversemål hvis form og indhold er påvirket af visen om Hedebys genganger. Den meddelte melodi er muligvis en gammel folkevisemelodi. 1652 blev R. af rigsråd Niels Trolle kaldet til sognepræst i Ørslev og Bjerre. Hvilke studier han drev i disse sine sidste år, der blev formørket af svenskekrigenes hærgen, vides ikke.