Hans Meier, Johan Meier, 1605/06-.1659/60, rektor, latindigter, runolog. Død i Bordesholm. Efter skolegang i Haderslev og København kom M. 1624 på det akademiske gymnasium i Hamburg hvor han tog baccalaurgraden. 1627 blev han indskrevet ved universitetet i Jena og 1628 i København. 1629/30 underviste han en overgang prins Ulrik, Christian IVs yngste søn, formentlig i latinsk poesi, og han udgav ved dennes død 1633 et mindedigt Manes Uldarici. Med anbefalinger fra sin far og fra professor H. Lauremberg ved prinsens tidligere skole i Sorø besøgte han 1630 filologen Gerh. Joh. Voss i Leiden, og på sine videre rejser i udlandet erhvervede han titlen poëta laureatus caecaris. Efter hjemkomsten 1634 blev han n.å. præceptor for hertug Hans (død 1640), en søn af hertug Philip af Glücksburg som han 1636 ledsagede på en rejse til England. Skønt Christian IV ud fra sit kendskab til ham kalder ham "en hofferdig Essel" i et brev fra 1643 fik M. 1641 stillingen som rektor i Ribe. Antallet af dimittender ved skolen steg under M.s rektorat stærkt for siden atter at falde; 1643 tog han magistergraden, men han synes at have haft svært ved at finde sig til rette med skolearbejdet, og 1647 forlod han, efter sigende på grund af en ulykkelig kærlighed, uden tilladelse sin stilling. I de følgende år gav han sig af med at efterspore og udtyde jyske runeindskrifter, dels dem som Ole Worm havde gengivet i sin "Monumenta Danica", dels enkelte andre som Worm ikke havde været opmærksom på. M.s samling af runeindskrifter er bevaret i afskrift på Det kgl. bibl. (Gl. kgl. saml. 4° 2371 og Ny kgl. saml. 4° 799). 1650 vendte han tilbage til skolegerningen som konrektor ved Bordesholm klosterskole i Holsten, og i denne stilling døde han. Blandt hans disciple her var den yngre Otto Sperling der omtaler ham fordelagtigt. Ole Borch, en anden discipel fra hans tid i Ribe, berømmer hans smukke digte; en samling af dem havde Frederik Rostgaard planer om at udgive i tredje bind af sine Deliciæ poetarum Danorum som imidlertid aldrig udkom.

Familie

Forældre: rektor og slotspræst Bernt M. (1570-1634) og Botilde Tolners. Formentlig ugift.

Bibliografi

Medd. fra rentekammerark., 1872 188. Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia V, 1883-85 (fot. optr. 1969) 341f. - J. Moller: Cimbria lit. I, 1744 400f. Johan Friderichsen i Kirkehist. saml. 2.r.IV, 1867-68 163-65. J. Kinch: Ribe bys hist. II, 1884 461 f. Otto Sperlings selvbiografi, udg. S. Birket Smith, 1885 (reproudg. 1974) 133f. H. F. Rørdam i Hist. saml. og studier II, 1896 41f. Bj. Kornerup: Ribe katedralskoles hist. I, 1947. Erik Moltke: Jon Skonvig II, 1958 især 193-206.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig