Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Christensen Sthen

Oprindelig forfatter JLyst
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Hans Christensen Sthen, 25.11.1544-april/ maj.1610, rektor, præst, forfatter. Født i Roskilde, død i Malmø. Om S.s ungdom vides kun at hans forældre døde tidligt. Selvbiografiske oplysninger om hans overgang til lutherdommen kan gemme sig i beskrivelsen af "den unge teolog Job, der var aftræden fra sine fædres religion og var kommen til Abrahams tro". Netop i S.s hjemby Roskilde levede den gamle religion videre længe efter reformationen. Omkr. 1563 synes S. at være trådt i skolens tjeneste, vel som hører. I 1565 avancerede han til rektor for latinskolen i Helsingør. Året efter ombyttedes denne stilling med kapellaniet ved Skt. Olai kirke sst. Fra 1570 til 1574 varetog han begge embeder.

Som skolemester gjorde S. sig bemærket ved med eleverne at opføre "spektakler og lege", dramatiske forestillinger, til jul, fastelavn og pinse, til gavn og fornøjelse for byens borgere. Et bevaret anonymt skuespil Kort Vending fra den tid antages at være forfattet af S. idet passager herfra går ordret igen i S.s læredigt Lyckens Hiul over samme tema: altings omskiftelighed. Stykket har sin idé og centralfiguren Kort Vending fra Hans Sachs' Baldanderst, 1531 og udvikler i øvrigt sit tema gennem en række monologer, lagt i munden på et galleri af tidstypiske personer. Som skolemester skulle S. bl.a. lede korsangen ved bryllupper. Til det formål digtede han til borgmester Henrik Mogensens bryllup 3.2.1572 en brudesang til afløsning af den gamle Mariskjoldvise. Det er en oversættelse efter Nicolaus Herman. Året forinden slog S. igennem med Christelige oc vdkaarne Bøner, for alle Stater, oc for allehaande Nød oc Trang, en dygtig oversættelse og sammenskrivning af 1. og 2. udgaven af den umådeligt populære Avenarii bønnebog. S.s oversættelse kom i oplag på oplag, især dens morgen- og aftenbønner til hver ugedag vandt vid udbredelse i mere end hundrede år. I 1578 kom En liden Haandbog, som indeholder allehonde nyttige Øffuelser vdi Gudelighed oc smucke trøstelige Bøner oc Loffsange, som mand kand daglige bruge.

Det meste af indholdet er oversættelser. Blandt de ti lovsange er den stadig brugte julesalme Nu ville wi siunge oc vere glad. De frygtelige pestepidemier som på den tid hjemsøgte landet og hvor en søfartsby som Helsingør var særlig udsat fremkaldte samme år et trøsteskrift med oversatte prædikener og andet, tilegnet rentemester Christoffer Valkendorf som S. kalder sin "gunstige Herre og Patron, Mæcen og Fadder". De følgende års epidemier bortrev otte af S.s børn og var anledningen til En liden Trøstscrifft. For alle Christelige Forældre, naar deris Børn bliffuer siuge eller hensoffuer i Herren, 1581. Skønt kernen heri er et tilsvarende tysk skrift har S. formået med heldige udvidelser at digte videre på forlægget og ad den vej give sin hjertevarme forkyndelse et dybt personligt og gribende udtryk. S. synes i sin Helsingørtid at have vundet almindelig anerkendelse. Der blev gjort brug af hans talent både i Alterbogen 1574, i den officiøse Reravius' salmebog (rev. udg. ca. 1582) og i Thomissøns salmebog 1586 hvis ikke allerede i 1569. I 1581 modtog han magistergraden ved Kbh.s universitet. Byrådet i Helsingør påskønnede gang på gang ved milde gaver den flittige skolemand og præst der med sine skrifter kastede glans over byen.

Annonce

1583 tog S. imod kaldelsen til det vel aflagte sognepræsteembede ved Skt. Petri kirke i Malmø og blev tillige provst for Oxie herred. Det er nok som prædikant på Malmøhus at S. "tidt haffuer predicket och giort tieneste" for Frederik II. De adelige familier Grubbe på Malmøhus og Sparre på Svaneholm blev snart hans "gunstige gode venner og befordrere". Derimod opstod efterhånden et modsætningsforhold til de toneangivende borgerfamilier i Malmø der surmulede når S. i embeds medfør straffede synden hvor den nu gik i svang – på rådhuset fx – for at afværge Guds vredes ris over byen. På sine gamle dage fik S. problemer fra endnu en kant. Da han i 1607 måtte opgive sit embede pga. svagelighed og s.å. giftede sig med en purung pige gav det anledning til opslidende skifteprocesser der kastede mørke skygger over hans sidste år.

Embedspligterne i Malmø levnede kun sparsom tid til udgivelser. Foruden et par prosaudlægninger af Davids salmer, Saligheds Vey, 1584 og Geistligt Hussraad, 1592 og En Ligpredicken offuer Fru Mette Vlffstand, 1603 kom omkr. 1589 En liden Vandrebog: indeholdendis atskillige smucke Bøner oc trøstelige Sange, met nogle nyttige Lifs Regle, i artige Rijm befattede. Det er i denne lille bog, der kendes i ni udgaver, den sidste fra 1696, at hovedparten af S.s værdifulde åndelige viser findes. I S.s prosa slår præstens brede prædikenstil, velegnet til den mundtlige fremførelse, igennem. Undertiden på syntaksens bekostning hvilket næppe er utilsigtet når en sproglig begavelse vil formidle et budskab i en bevidst djærv, folkelig fortælleform. Iøjnefaldende er forkærligheden for tautologier, bogstavrim og ordsprog såvel som det plastiske billede og den gode eksempelfortælling. I oversættelserne optræder germanismer. S. synes at have fundet dem sprogberigende. Ved en tilføjet dansk oversættelse af glosen opstår tautologier som fx "ort og sted", "banden og fluchen", "suppe og trostyeke".

Livet igennem bevarede S. en interesse for pædagogik. Med iver studerede han formidlingens kunst. Det fremgår af endnu bevarede notatsamlinger, fulde af prædikendispositioner, refleksioner og aforismer. Foruden en større ordsprogs-samling forekommer en række excerpter af moraliserende såvel som frivole eksempelfortællinger, hentet fra Jorg Wickrams Rollwagenbüchlein og Heinrich Bebels Libri facetiarum. Også den pavelige kancellisekretær Francesco Poggios obskøne historier indgår i arsenalet. Et andet forbløffende udslag af interessen for pædagogik er at S. sendte sine sønner til jesuitterkollegiet i Braunsberg hvor en af dem blev pavelig alumne. Som en varig frugt af de pædagogiske sysler kan man se de "christelige forandrede viser". S.s udgangspunkt var tidens verdslige viser som han moddigtede, angiveligt for at vende det onde til det gode. Fra at have været den meddigtende oversætter i de unge dage fandt S. med tiden sin styrke i moddigtningen. Eksempler herpå er kendte salmer som Guds Naade altid jeg prise vil og Et trofast Hierte, O Herre min. For ikke at glemme akrostikon- og navnesalmen Herre Jesu Christ, min Frelser du est der taler den opskræmte samtids eskatologiske forventninger midt imod. Med en moraliserende dommedagsvise som forlæg skaber S. en inderlig bøn til Kristus som den der også på dommedag er vort eneste håb, nu som altid. S. deler tidens pessimisme over jordelivet der kaldes "en sygestue og grædelig dal", men Kristi forestående genkomst (der ventedes 1588) er for ham ikke en yderligere trusel, men Guds egen glædelige moddigtning af denne verdens fortvivlede digt. I analogi hermed moddigter S. angsten for verdensdommeren til den sikre fortrøstning til Kristus hvis genkomst bliver det faste holdepunkt. S.s bedste salmer udtrykker i bønnens form længslen efter at blive forenet med Frelseren. – Der har eksisteret et nu tabt portræt af S. I mangel af dette kan S.s emblem tegne manden: en kampberedt, korsbærende hane med trompet og mottoet "Sic et non aliter". Foruden at give associationer til skolestuens ABC er hanen et sindbillede på præsten der kæmper de smås sag mod de store og ved prædikenen vækker af syndens dvale. På det æstetiske plan handler emblemet om digteren der kalder det gode frem ved at moddigte det dårlige.

Familie

gift 1. gang 1567 i Helsingør med N. N., 11602. Gift 2. gang 1602 i Malmø med Elline Olufsdatter, 11607, d. af sognepræst i Burløf og kannik i Lund mag. Oluf Stisen. Gift 3. gang 1607 i Malmø med Kirstine Andersdatter (senere gift Asmus Selsen, borger i Malmø).

Bibliografi

C. J. Brandt og L. Helveg: Den danske salmedigtn. I, 1846 171–204. Udv. af H. C. S.s salmer og åndelige rim, udg. C. J. Brandt, 1888. H. C. S. Af hans vandrebog, udg. Carl S. Petersen m. indledn. af Hans Brix, 1914. Kort vending, udg. Jens Aage Doctor, 1972. – H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 3.r.IV, 1882–84 305–22. P. Severinsen sst. 5.r.IV, 1907–09 513–17. Jens Lyster sst. 1969 78–125 og 1976 67–83. C. J. Brandt: Salmedigteren H. C. S., 1888. Laur. Weibull i Skanska saml. 1894–95 IV, Lund 1897 32–52. Georg Christensen i Festskr. til H. F. Feilberg, 1911 101–12. Ernst Frandsen: H. C. S., 1932 = Acta Jutlandica IV, 1. H. Grimer Nielsen i Danske studier XXIX, 1932 88–90. Jens Lyster sst. 1970 5–23. O. Walde i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen XXV, Upps. 1938 6.-72. Nils Schiørring: Det 16. og 17. årh.s verdslige da. visesang, 1950 30–37. A. Malling i Dansk teologisk t. XV, 1952 147–58. Samme: Dansk salmehist. VII, 1972 258–65. Mogens Haugsted i Fund og forskn. II, 1955 42–44. Solveig Tunold sst. X, 1963 43–45. Lunds stifts herdaminne, udg. G. Carlquist VI, Lund 1957 35–37. Henry Bruun: Den middelalderlige dagvise, 1965 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCLVII 51–63. Vello Helk: Laurentius Nicolai Norvegus S. J., 1966 301–59. Henrik Glahn i Musik og forskn. VI, 1980 129–41. Jens Lyster i Hymnologiske medd. IX, 1980 71–146 og XI, 1982 90–104. Henrik Glahn sst. 105–10. Jens Lyster i Hvad fatter gjør ..., tilegnet Erik Dal, 1982 323f 326f. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Lyster: Hans Christensen Sthen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297844