Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Adler

Oprindelig forfatter VS-P

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H. Adler, Hanna Adler, 28.5.1859-4.1.1947, rektor. Hanna Adler blev student 1885 (privat dim.), næste år tog hun institutbestyrerindeeksamen, 1892 blev hun magister i fysik; hun og Kirstine Meyer blev de første kvinder der herhjemme tog magisterkonferens i dette fag. Fra august 1892 til marts 1893 var hun på studierejse for at indsamle erfaringer om fællesundervisning af drenge og piger. Foregangslandet var USA og her opholdt hun sig det meste af tiden, besøgte talrige skoler og drøftede fællesskolen med fremstående skolefolk. Sine indtryk har hun samlet i det foredrag om fællesskolen i Amerika som hun holdt i Det pædagogiske selskab 24.11.1893. 1.9.1893 åbnede hun sin egen skole på Sortedam Dosseringen i København, H. Adlers Fællesskole der efterhånden skulle udbygges til en fuldstændig forberedelses-, latin- og realskole. "I den skole som jeg nu opretter vil drenge og piger altid blive undervist og opdraget sammen," skrev Hanna Adler i sit første skoleprogram august 1893.

Det var mærkesagen; hun var overbevist om at fællesundervisning ville blive et gode for børn af begge køn: de ville lære at arbejde sammen og drage fordel af gensidig påvirkning. Hun gennemførte tanken med stor konsekvens i alle fag, også gymnastik (hockey, fægtning) og optog kun undtagelsesvis elever der tidligere havde gået i særskoler. Inden for den højere skole var Hanna Adler på dette felt banebrydende; kun en enkelt latinskole (H.C. Frederiksens i Ordrup) havde tidligere drevet fællesundervisning og da under den form at det var en drengeskole hvori der optoges piger. Der skulle gå mere end et halvt århundrede før fællesskolen gennemførtes som princip i Københavns kommune (1946). Også på andre måder gav Hanna Adler sin skole et særpræg. Det skulle være en lille skole med højst 2–300 børn, så hun som skoleleder kunne have kontakt med alle børnene og deres hjem. Klassekvotienten måtte ikke overstige et par og tyve elever. For at undgå at undervisningen blev sløvende indførte Hanna Adler forkortede lektioner, normalt på kun 30 minutter. Det lykkedes hende at skabe en skole der prægedes af et frit, venligt og ligeværdigt forhold mellem lærere og elever og mellem eleverne indbyrdes. Hendes stærke og tolerante personlighed var et naturligt midtpunkt i skolens hverdag, og hun forstod at knytte en række dygtige og fordomsfrie lærere til sig. Skønt hun principielt ønskede at skolen skulle være konfessionsløs sørgede hun for at religionsundervisningen blev varetaget af fagligt højtkvalificerede lærerkræfter.

Annonce

1918 skænkede Hanna Adler sin skole til Københavns kommune. Hun betingede sig at skolen skulle bevares som fællesskole, og at den fortsat skulle være en sammenhængende skole hvor eleverne kunne gå fra yngste underklasse til ældste gymnasieklasse. Hun fortsatte som leder af skolen der fra da af hed "Sortedam Gymnasium, Frk. H. Adlers Fællesskole". Hun gav afkald på sin rektorgage således at et fond kunne skabes til skolens bedste, ændret 1942 (kgl. stadf. 13.5.1944) til Hanne Adlers børnesagslegat fortrinsvis til støtte for mindre private børnehaver. 1929 tog hun sin afsked. Da den tyske besættelsesmagt 1943 indledte sin forfølgelse af de danske jøder blev den da 84-årige Adler 5.10. arresteret og interneret i Horserødlejren. Omgående blev en aktion for at få hende løsladt sat i værk af gamle elever. En henvendelse, underskrevet af henved 400 gamle elever sendtes gennem udenrigsministeriet og med departementschefens varme anbefaling til den tyske befuldmægtigede i Danmark. 2.11. blev hun løsladt, og under resten af besættelsestiden færdedes hun frit i København.

Familie

Hanna Adler blev født i København (Mos.), døde på rigshospitalet, København, urne sst., Mos. kgd., Møllegade. Forældre: grosserer D.B. Adler (1826–78) og Jenny Raphael (1830–1902). Ugift.

Ikonografi

Marmorbuste af Hanna Adler som syvårig, af H. V. Bissen 1866–67. Mal. af fru Jenny Adler, f. Raphael (Hanna Adlers mor) med sine tre døtre, malet af Jul. Exner 1868. Foto.

Bibliografi

H. A. i Vor ungdom 1894 98–109. – Raphael Meyer m. fl. i Frk. H. Adlers fællesskole 1893–1918, 1918. Jens Vibæk m.fl. i Hanna Adler og hendes skole, 1959 (m. bibliografi). V. Skovgaard-Petersen: Dannelse og demokrati, 1976 91 f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Skovgaard-Petersen: H. Adler i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285726