Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ernst Larsen

Oprindelig forfatter Rosko
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ernst Larsen, Ernst Otto Larsen, 6.8.1894-18.12.1975, rektor, historiker. Født i Kbh. (Frelsers), død i Bagsværd, urne på Bispebjerg kgd. L. var dybt præget af det grundtvigske miljø han var udgået fra – som søn af Marmorkirkens præst og dattersøn af Vartovpræsten V. J. Hoff. Hjemmets atmosfære er afspejlet i søsteren, bibliotekar Ellen L.s nøgleroman En Pilgrim skriver paa Maskine fra 1941 – under pseudonymet Marie Lange. Efter studentereksamen 1912 fra Vestre Borgerdydskole valgte L. først at studere teologi, siden kristendomskundskab, dog som bifag til hovedfaget historie. Han tog skoleembedseksamen 1923. Hans videnskabelige trang tilskyndede ham til studier med arkivundersøgelser i udlandet vedrørende gottorpernes forhold til Danmark efter 1660, men han nåede aldrig at fuldføre dem. Omfattende samlinger herom er afgivet til Rigsarkivet. L.s historiske forfatterskab i de unge år indskrænker sig til enkelte bidrag til Historisk Tidsskrift. Allerede i studietiden og efter faderens tidlige død blev L. optaget af undervisningsopgaver. I kandidatåret blev han lærer ved gymnasiet på Ingrid Jespersens skole og ved N. Zahles seminarium. På opfordring fra overbestyreren for institutionen N. Zahles skole Martha Steinthal søgte og fik den kun 37-årige L. stillingen som seminarieforstander 1931. Han ledede seminariet med myndighed – nogle ville sige strenghed. Læreruddannelsen skulle efter hans opfattelse søge at forene lærerens stræben efter "at lære børn at kende" og "opdrage dem til noget godt" – som han enkelt udtrykte det i en polemik med Georg Christensen i Pædagogisk selskab 1940.

L.s administrative overblik og tillidvækkende fremtræden bragte ham allerede 1931 ind i bestyrelsen for både Dansk seminarieforening og Privatseminarieforeningen. For denne sidste blev han formand 1935, for Dansk seminarieforening 1939. Da den tyske besættelsesmagt i efteråret 1940 trods givne lofter lagde op til samarbejde mellem tysk og dansk skole i form af påtænkte kursus for lærere fra begge sider fik L. resolut dannet et "syvmandsudvalg" sammen med formændene for andre større lærerorganisationer, og som udvalgets formand lykkedes det ham i forhandlinger med undervisningsministeriets embedsmænd at hindre dette forsøg, og han bidrog til at hævde det danske skolevæsens integritet til besættelsens afslutning. Efter befrielsen trak L. sig tilbage fra de nævnte formandsposter, men fortsatte i sin mangeårige virksomhed som højt værdsat censor i historie ved skoleembedseksamen på begge universiteter og ved lærereksamen. Han var tillige formand for bestyrelsen for faglærereksamen og 1950 en ganske kort tid konservativt medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse.

Da L. 1950 blev G. J. Arvins efterfølger som rektor for Danmarks lærerhøjskole havde han kun én fast pædagogisk medarbejder, lederen af skolekøkkenafdelingen. Da han gik af fjorten år senere havde han i kraft af sin smidige forhandlingsevne, sin seje energi og behændige udnyttelse af de politiske muligheder opnået at lærerhøjskolen 1963 havde fået status som højere læreanstalt på linje med universiteterne – og at en række professorer og andre faste lærere var blevet ansat. Lærernes stipendiemuligheder var øget, og den centrale placering de pædagogiske og psykologiske fag allerede havde opnået under hans forgænger var styrket, og grunden lagt både til den cand. pæd.-uddannelse der blev indført under hans efterfølger Harald Torpe og til en tidssvarende udvidelse af lærerhøjskolens ydre rammer. Det skyldtes også L.s indsats at der 1965 blev oprettet et særligt institut for dansk skolehistorie. Selv kaldte L. i spøg sin periode den oplyste enevældes tid. Den var netop oplyst – af hans indsigt i de politiske, økonomiske og kulturelle vilkår for lærerhøjskolens trivsel – og præget af hans vilje til at slette skel mellem den akademiske verden og folkeskolens. L. havde aldrig noget stærkt helbred, men i sit otium nåede han at diktere en beretning om sin rektortid på lærerhøjskolen, udg. 1981. I jubilæumsåret 1956 havde han redigeret Danmarks Lærerhøjskole 1856–1956 hvor han selv havde skrevet om sine to nærmeste forgængere.

Annonce

Familie

Forældre: res. kapellan, senere sognepræst Peter Mathias L. (1862–1917) og Anna Elisabeth Bonnevie Hoff (1869–1950). Gift 1. gang 2.1.1926 i Stockholm (Katarina) med kansliskrivare i utrikesdept. Signe Maria Eleonora Werner, født 26.11.1895 i Stockholm (Maria Magdalena), d. af købmand August Werner (1857–1936) og Maria Teresia Fahlgren (1865–1947). Ægteskabet opløst 1939. Gift 2. gang 23.7.1939 i Kbh. med faglærer Thora Pinholt, født 22.1.1902 i Vejrs (gift 1. gang 1928 med civilingeniør Peter Alsted, 1903–29), død 3.11.1964 i Kbh., d. af klitplantør, senere klitinspektør V. P. (1869–1940) og Helga Rosendal (1866–1912).

Udnævnelser

R. 1946. R1. 1959. K. 1963.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

E. L. m.fl. i Danm.s lærerhøjskole, læseårene 1959–64 88–114. H. Torpe sst. læseårene 1975–77 88–91. Samme i Folkeskolen 8.1.1976. E. Thestrup Pedersen i Kristeligt dagbl. 29.12.1975. Ingrid Markussen i Årbog for da. skolehist., 1978 189–208. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jes Rosenblad: Ernst Larsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293288