Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eggert Knuth-Winterfeldt

Oprindelig forfatter PCA
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Eggert Knuth-Winterfeldt, Eggert Christian Flemming Knuth-Winterfeldt, 3.5.1912-4.4.1978, rektor for Danm.s tekniske højskole. Født i San José, Californien, død i Kbh., begravet Hellerup kgd. K.-W. blev student 1930 fra Roskilde katedralskole. Umiddelbart efter studentereksamen påbegyndte han kemiingeniørstudiet ved Den polytekniske læreanstalt, men skiftede kort efter til Kbh.s univ. hvorfra han blev mag.scient. i kemi 1935. Efter sin magisterkonferens blev han ansat som videnskabelig medarbejder ved Den polytekniske læreanstalt, Danmarks tekniske højskole (DTH) på kemisk laboratorium A hvor han arbejdede med reaktionskinetiske problemer. 1940 ansattes han på Dansk industri syndikat som forstander for materialprovningslaboratoriet. Her blev han konfronteret med problemerne omkring den metallografiske præparation, og han var i en årrække dybt engageret i mulighederne for at erstatte den tidrøvende mekaniske polering af metaller med elektrolytisk polering. K.-W. viste, at han forenede sin grundvidenskabelige viden med stor evne til indlevelse i industrielle problemer, og hans arbejde resulterede i en række opfindelser, bl.a. et apparat til polering af slib i normal størrelse, DISA Electropol der har gjort K.-W. kendt over hele verden. Han sammenfattede sine arbejder med teorien bag elektrolytterne i en afhandling Korttidsmetoder til metallografisk elektropolering ved stuetemperatur som han 1953 forsvarede for den tekniske doktorgrad.

1952 var K.-W. blevet ansat som professor i metallære ved DTH. Som bestyrer for dennes laboratorium for metallære styrkede han bl.a. det videnskabelige arbejde på korrosionsområdet. Han tog endvidere tidligt initiativ til laboratoriets arbejde med elektronmikroskopiske undersøgelser af metaller. Som medlem af ATV-instituttet Svejsecentralens bestyrelse 1954–71 (heraf som formand 1961–70) gjorde han en stor indsats for den faglige udvikling inden for det svejsetekniske område. K.-W. valgtes til formand for fagrådet for de kemiske ingeniørvidenskaber 1958 og virkede som sådan, indtil han fra 1.12.1959 valgtes til rektor for DTH, hvilket samtidig indebar at han blev rektor for det i 1957 oprettede Danmarks ingeniørakademi (DIA). Han genvalgtes til rektor to gange og fratrådte 1975 da han ikke ønskede genvalg.

K.-W. ledede de to institutioner i en afgørende udbygningsperiode. Hans stærke personlighed, sikre dømmekraft og retlinede karakter, der var parret med personlig beskedenhed, fik stor betydning for den harmoniske udvikling på de to institutioner. Principbeslutningen om DTHs og DIAs udflytning fra København til Lyngby var truffet før K.-W.s tiltrædelse, men gennemførelsen af hele projektet skete under hans ledelse. En af hans første opgaver var udadtil at forsvare projektet over for en betydelig offentlig kritik, men denne blev overvundet, og i to love fra 1963 og 1965 fastlagdes rammerne for byggeriet. K.-W. opbyggede en effektiv intern organisation for planlægningen af det omfattende byggeri, og der opbyggedes uden for DTH og DIA stor tillid til K.-W. som garant for et nøgternt projekt. Under K.-W.s ledelse skete der i takt med udflytningen en betydelig styrkelse af DTHs forsk-ningspotentiel. I denne forbindelse bør nævnes hans indsats for etableringen af det første store universitetsregnecenter i Danmark, NEUCC, der blev indviet 1965. Der skete også i K.-W.s rektorperiode en omfattende modernisering af DTHs undervisning. Under hans ledelse indførtes bl.a. 1972 den såkaldte modulstudieplan som er kendetegnet ved en omfattende valgfrihed for den enkelte studerende. K.-W. var stærkt involveret i arbejdet med en reform af styreformerne på de højere uddannelsesinstitutioner. Han var medlem af universitetsadministrationsudvalget fra dets nedsættelse 1962, og i dettes anden betænkning fra januar 1968 om institutionernes indre styre var K.-W. talsmand for en moderat linje. Dette synspunkt slog ikke igennem, bl.a. på grund af studenterurolighederne 1968; K.-W. ledede herefter loyalt arbejdet med en gennemgribende anordningsreform 1969 og en statut 1974 baseret på den fælles universitetsstyrelseslov fra 1973.

Annonce

DIA var i de første år under K.-W.s ledelse udsat for stærk kritik, idet der blev rejst tvivl om nødvendigheden af endnu en ingeniøruddannelse i Danmark. K.-W. var imidlertid overbevist om det rigtige i etableringen af en kortere uddannelse som alternativ til studierne på DTH med et mere direkte sigte på en gerning i erhvervslivet, og under hans ledelse udviklede DIA sig fra et beskedent forsøg til en stor og anerkendt læreanstalt med afdelinger i København og Ålborg. – K.-W. var i hele sin rektorperiode en markant skikkelse i dansk uddannelses- og forskningspolitik, og han var bl.a. medlem af Danmarks teknisk-videnskabelige forskningsråd 1960–69 og formand for Rektorkollegiet 1972–73. Der blev også fra anden side trukket på hans indsigt og dømmekraft; han var bl.a. medlem af Industrirådet 1961–75 og af den af regeringen nedsatte forsvarskommission 1969–72.

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere repræsentant Viggo Christian K.-W. (1875–1946) og musikpædagog Clara Ingebørg Augusta Grüner (1878–1971). Gift 16.7.1940 i Fr.borg slotsk. med sekretær Annette Ida Sophie Lescnly, født 10.10.1914 i Kbh., d. af oberstløjtnant Carl L. (1882–1956) og Ragnhild Rørdam (1885–1971).

Udnævnelser

R. 1939. R1. 1964. K. 1970. K.1 1976.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

N. F. Bisgaard i Ingeniøren IV, 1978 nr. 16 16f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Anker: Eggert Knuth-Winterfeldt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292761