Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

E. Tauber

Oprindelig forfatter ThH-F
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

E. Tauber, Emmanuel Tauber, 5.6.1776-31.1.1847, rektor, personalhistoriker. Født i Horsens, død i Ålborg, begravet sst. T. blev student 1793 fra Roskilde og ansattes godt et år efter som vikarierende lærer ved Roskilde katedralskole, hvortil han efter et års vikariat knyttedes som fast lærer, gennemgik 1800– 01 det nyoprettede pædagogiske seminarium og vandt 1801 universitetets guldmedalje for den filologiske prisopgave. 1805 blev han konrektor ved Århus katedralskole, til hvilken han 1807 oprettede den første forberedelsesskole, endelig blev han 1811 rektor ved Ålborg katedralskole, hvorfra han 1845 tog sin afsked. Sammen med stiftamtmand Frederik Moltke og biskop Rasmus Jansen grundlagde han 1817 Ålborg offentlige bibliotek (1887 sammensmeltet med skolebiblioteket) som han ledede til sin død, og som lagde beslag på en stor del af hans tid. Han udgav bibliotekets katalog 1819 (med tillæg 1821). Som skolemand var han gennemtrængt af humanitet og velvilje, men i de senere år hvor han var svækket af sygdom tog han sig kun lidt af skolen, og hans autoritet var nedsat. T. var ivrig personalhistoriker; det var dog kun lidt han fik udgivet, nemlig tre hæfter med biografiske notitser om disciple fra Ålborg katedralskole, i skolens program (1840, 41 og 44), men han efterlod sig ved sin død forarbejder til et studenterleksikon og optegnelser om embedsmænd i Ålborg, hvilke sidste blev suppleret af pastor A. H. Nielsen og udgivet under titlen Personal-historiske Notitser om Embeds- og Bestillingsmænd i Aalborg, 1879–80. – Tit. professor 1822. Etatsråd 1844.

Familie

Forældre: rektor, senere professor Johan Henrik T. (1743–1816) og Gregoriane Begtrup (1751–1820). Gift 20.10.1806 i Roskilde med Johanne Christiane Clausen, født 8.3.1771 i Odense, død 25.9.1849 i Hovlbjerg (gift 1. gang 1790 med kantor ved Roskilde domk., lærer Hans Jensen, ca. 1760–1803), d. af købmand og kirkeværge Claus C. (ca. 1717–78) og Maria Kryssing. – Bror til Erich Giørup T.

Udnævnelser

R. 1836.

Annonce

Ikonografi

Mal. af C. Richardt, 1845 (Fr.borg). Litografi 1846.

Bibliografi

J. C. L. Lengnick: Genealogier (familien Kryssing 3). F. Hvass: Saml. af medd. om personer og familier af navnet Hvas I, 1861 57; II, 1864 173. C. V. Hertel: Forsøg til en antikv.-hist. beskr. over Århus dom- og katedralskole II, 1810 496f. Kj. Galster: Ålborg katedralskole 1540–1940, 1940. Kjeld Galster: Stiftamtmand Fr. Moltke og rektor E. T. i Ålborg, 1958. – Brevveksl, med Fr. Moltke i Kgl. bibl. (ny kgl. saml. 8° 820).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Th. Hauch-Fausbøll: E. Tauber i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298168