E. Munthe, Eiler Christopher Kaasbøll Munthe, 7.5.1759-16.3.1814, rektor. Født på Vestad, Romsdalen, død i Nyborg, begravet sst. M. dimitteredes privat til artium 1776 og studerede filologi uden dog at tage nogen eksamen. I en årrække havde han ansættelse som lærer for pagerne ved hoffet; men 1797 fik han afsked med ventepenge og blev andenlærer ved seminariet på Blågård. N.å. ansattes han som lærer ved Metropolitanskolen, hvor han først underviste i geografi og historie, siden i latin og hebraisk. Samtidig var han lærer ved det Schouboeske institut. Ved hovedstadens bombardement 1807 mistede han ikke blot alle sine ejendele, men tillige sin venstre arm hvad vistnok forkortede hans dage. 1809 udnævntes han til rektor ved den lærde skole i Nyborg hvor han virkede til sin død. M. mindes som forfatter af lærebøger i historie og geografi. Hans verdenshistorie (1804) udkom i flere oplag, og hans geografi (1803) kom i 16. oplag 1863, de senere oplag omarbejdede af H. M. Velschow. 1806 udkom De vigtigste indenlandske Tildragelser og de merkeligste danske og norske Personers Levnetsbeskrivelser, en læse- og lærebog i fældrelandets historie der i et levende sprog fortæller en mængde anekdoter fra Danmarkshistorien. Også denne bog opnåede en lang række oplag, de fleste gennemset af E. C. Werlauff. 1810 udkom en tysk udgave i Altona. Han var en skattet lærer, "hans Foredrag udmærkede sig ved Smag og Værdighed" udtalte F. C. Schouboe ved hans død.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst til Agerø, Anders Borch M. (1713-70) og Sara Susanne Lund (1726-1810). Gift 7.6.1797 i Kbh. (Nic.) med Anna Margrethe Krüger, døbt 17.6.1758 i Kbh. (Nic.), død 15.8.1826 sst. (Garn.), d. af kammertjener hos J. H. E. Bernstorff, senere inspektør ved Almindelig hospital Johan Christian K. (ca. 1721-80) og Johanne Christiane Brun.

Bibliografi

L. Engelstoft: Univ. og skoleannaler, 1808 I 353. Dagen 21.3.1814. A. F. Mülertz: Hist. efterretn. om Nyborg latinske skole, 1821 27. Olaf Carlsen: Soranske studier II, 1929 19-22 Ulf 133.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig