Carl Gad

Carl Gad, 20.3.1890-21.11.1962, rektor. Født i Øster Nykirke, død i Kbh. (Aldersro), begravet sst. Bispebjerg. G. blev student fra Øster Søgades gymnasium i 1908 hvorefter han påbegyndte det teologiske studium ved Københavns Universitet. Han besluttede sig imidlertid til ikke at følge familietraditionen ifølge hvilken han skulle have valgt en teologisk løbebane og skiftede derfor til studier i sammenlignende litteraturhistorie, hvori han tog magisterkonferens i 1914. Allerede i studieårene havde han påbegyndt sit arbejde som literaturanmelder idet han i 1913-14 var anmelder ved Ugens Tilskuer og i årene derefter ved Gads danske Magasin (1915-17). 1911-18 var G. lærer ved københavnske gymnasier m.m. Lærervirksomheden genoptoges efter en afbrydelse 1918-21 hvor G. var redaktør af tidsskriftet Litteraturen, og 1924 udnævntes han til lektor, ligeledes ved københavnske gymnasier. 1927-28 var G. med orlov lektor i dansk sprog og litteratur ved universitetet i Berlin. 1930 overtog G. sammen med sin hustru magister Lily Gad ledelsen af Ingrid Jespersens skole efter den hidtidige rektor, skolens grundlægger. Det var Ingrid Jespersen selv der udpegede ægteparret som sine efterfølgere og det er i øvrigt første gang i dansk skolehistorie at et ægtepar samlet har overtaget rektoratet for en skole. Den fælles ledelse fortsatte til Lily Gads død i 1942 hvorefter G. alene ledede skolen til han 1956 trak sig tilbage. – G. var formand for De private Gymnasieskolers rektorforening 1952-56; medlem af Mellemfolkeligt Samvirkes forretningsudvalg 1950-54 samt af bestyrelsen for G. E. C. Gads fond 1956.

Både som skolemand og som forfatter viste G. sig som humanist i dette ords fineste betydning. Hans talrige kronikker, tidsskriftartikler og hans større litterære arbejder vidner herom. Ikke mindst fremtrådte hans i grunden optimistiske syn på mennesket og dets muligheder i hans skoletaler, hvoraf 10, fra 1931 til 1940 er samlede i skriftet Ungdommen og Tiden, 1940. Hans livsholdning udtryktes gennem disse taler: Den personlige egoisme må vige for ansvaret for fællesskabet; det "nyttige" for det dannende. G.s humanistiske grundholdning viste sig også ved hans deltagelse i den aktuelle debat. Med bogen Fakta og myter omkring retsopgøret, 1948, som han skrev sammen med Københavns stadsingeniør Olaf Forchhammer, viste han at han havde mod til også at fastholde sin humanisme, når den kunne føre til skarpe angreb på ham selv. Som rektor viste G. sig som en dygtig administrator og initiativrig pædagog. Han indførte nye fag som kunsthistorie og familiekundskab og han oprettede en særlig musiklinie. "Der var noget af et akademi i hans lærdomsinstitut, man dyrkede de "musiske" fag, alle de skønne "unyttige" kunster" (Harald Engberg). Foruden de ovenfor omtalte skrifter har G. bl.a. udgivet: Overgangstider, 1916; Johan Bojer. En Studie, 1917; Styrtede Guder, 1920; Er vor Kultur dødsdømt? Oswald Spenglers Undergangsteori, 1923; Omkring Kulturkrisen. Strejftog i moderne Litteratur, 1929; Adamsen gaar i Teatret (skuespil), 1940; Tre Mænd mødes, 1943; Fra Krig til Fred, 1945; Til dagens debat, 1948; Jean-Jacques Rousseau, 1961. G. har desuden skrevet adskillige skole- og lærebøger. Sin tid som rektor emeritus helligede G. især sit arbejde på at skrive en europæisk kulturhistorie. Kun ét bind: Middelalderen. Et stykke kulturhistorie, 1962, nåede at udkomme før hans død.