Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andreas Hanssen

Oprindelige forfattere HLund og MBred
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Andreas Hanssen, Lauritz Andreas Hanssen, døbt Hansen, 4.3.1879-17.11.1940, rektor. Født i Keldby, Møn, død i Gentofte, begravet Hellerup kgd. Efter lærereksamen fra Vordingborg seminarium 1898 blev H. andenlærer i Hvejsel og 1903 lærer i Lyngby. 1906-21 var han ansat ved Gentofte skolevæsen, en periode som forstander for ungdomsskolen og handelsskolen. Her fortsatte han sin uddannelse, blev student 1908, mag.art. i filosofi 1914 og 1915 dr.phil. på en afhandling om Etiken og Evolutionslæren. Efter første verdenskrigs afslutning blev han stærkt grebet af den såkaldte "Flensborgbevægelse", og året efter genforeningen overtog han, støttet af Grænseforeningen, stillingen som rektor ved den nyoprettede danske realskole i Flensborg. Han bidrog væsentligt til at bringe det danske skolearbejde for mindretallet i Mellemslesvig i faste rammer og ledede rejsningen af Duborgskolen. Med pædagogisk myndighed overvandt han de ofte store vanskeligheder i samarbejdet med den tyske forvaltning, især efter 1933, og de skolemæssige problemer med de socialt uensartede og sprogligt meget forskellige elever der søgte den danske skole. H. virkede som konsulent for det danske skolevæsen i Mellemslesvig og har i samarbejde med Sønderjysk skoleforening tilrettelagt de unge sydslesvigeres videre uddannelse i Danmark.

Familie

Forældre: tømrermester Mathias Hansen (1834-1912) og Maren Kirstine Larsen (1838-1914). Gift 8.4.1903 i Hvejsel med Asta Schou, født 30.3.1878 i Ildved ved Jelling, død 23.7.1964 i Gentofte (Helleruplund), d. af lærer Johan Christian Julius S. (1843-1915) og Kristine Rebekka Hansen (1846-1935).

Udnævnelser

R. 1930.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1916 93. – Ernst Kaper i Grænsevagten V, 1923 197-200. Bernh. Hansen sst. XXII, 1940 446-50 (også i Folkeskolen s.å. 805f). – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Lund, Morten Bredsdorff: Andreas Hanssen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290796