Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A. G. Ø. Hauch

Oprindelige forfattere MBred og PEng
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

A. G. Ø. Hauch, Adam Gottlob Øhlenschlager Hauch, 18.9.1836-26.12.1914, rektor. Født i Sorø, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). H. gik nogle år i skole i Kiel og kom derefter i Metropolitanskolen hvorfra han blev student 1854. 1864 tog han filologisk embedseksamen og deltog derefter som frivillig i krigen. På rejser i udlandet studerede han moderne sprog og påvirkedes især af engelsk ånd. Fra 1865 var han lærer i historie og geografi ved Søkadetakademiet og fra 1872 ved officerskolen. Samme år oprettede han en privat latin- og realskole i Kbh. Som pædagog var han bl.a. påvirket af Herbert Spencers rationalisme; skolen skulle være konfessionsløs og undervisningen gøres levende gennem lærerens personlighed. Selv søgte han at reformere den klassiske sprogundervisning gennem en række lærebøger i latin. 1890 blev hans skole nedlagt og fra 1892 blev han overlærer, fra 1902 rektor ved Roskilde katedralskole, indtil han 1912 tog sin afsked. I en årrække var han censor i engelsk ved skoleembedseksamen. H. var en impulsiv og inspirerende personlighed hvis undervisning i kraft af hans betydelige kundskaber og livfulde væsen som helhed lå over tidens almene niveau.

Familie

Forældre: lektor, senere professor Carsten H. (1790–1872) og Frederikke Brun Juul (1811–96). Gift 2.12.1871 i Kbh. (Holmens) med Marie Elise Gregoire Gundersen, adopt. Vilsoét, født 6.3.1850 i Kbh. (Slotsk.), død 24.3.1941 i Hellerup, d. af skuespiller Gunder Emanuel G. (1817–90, gift 2. gang 1859 med Sophie Magdalene Ernestine Thomasine Gerstenberg, 1841–1918) og Eleonore Agnes Vilsoet (1818–51), adopt. 1860 af translatør, professor Pierre Godefroi V. (1811–77) og Ida Louise Charlotte Andrea Krohn (1810–88). – Bror til L. A. H.

Udnævnelser

R. 1906. DM 1912.

Annonce

Ikonografi

Skitse af Th. Niss. Tegn. udført i Paris 1900 (Kgl. bibl.). Mal. af Alfred V. Jensen efter foto (Roskilde katedralskole). Foto.

Bibliografi

111. tid. 30.9.1906. Holger Rørdam sst. 31.8.1916. Roskilde tid. 27.12.1914. Berl. tid. 28.12.s.å. [P. B. Grandjean] i Dansk adels bl. V, 1915 7. Anne Charlotte Leffler: En sjalvbiografi, Sth. 1922. Daniel Jacobson: Jeg husker –, 1923 23f 38–43 49 52. Holger Rørdam i Roars kilde II, 1932 69–76. – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Bredsdorff, Povl Engelstoft: A. G. Ø. Hauch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290895