Johan Ottosen

Johan Ottosen, Søren Johan Ottosen, 31.1.1859-10.3.1904, pædagog, historiker, politiker. Johan Ottosen blev 1878 student fra latinskolen i Horsens, studerede først teologi, men opgav det og tog 1885 skoleembedseksamen med historie som hovedfag. Han var derefter lærer ved Efterslægtselskabets skole 1885-99, fra 1893 som inspektør for den sproglig-historiske afdeling. I år 1900 blev han leder af Det nordiske Forlags pædagogiske afdeling.

Historieundervisning, folkeoplysning og skolepolitik blev Ottosens særlige virkefelter. Inden for førstnævnte forfattede han en række lærebøger af hvilke må fremhæves Lærebog i Nordens Historie til Brug for den højere Undervisning, 1893 gennem de næste 40 år kom den i 11 udgaver og videreførtes fra 1936 som Peter Ilsøes Nordens Historie for Gymnasiet "efter Johan Ottosen". Førsteudgaven dannede epoke ved at inddrage den sociale og kulturelle historie på linie med den politiske, ved sin fyldigere behandling af den nyere historie og ved sit rige billedstof. For sine fagkolleger understregede Ottosen historieundervisningens nytte for nutiden, mest afklaret i foredraget Om Historieundervisning, trykt i Vor Ungdom, 1891.

1882 tog Ottosen ledende del i oprettelsen af Studentersamfundet, medvirkede siden i dets arbejderundervisning og blev dets formand 1896-97. Inden for folkeoplysningen blev det dog især det sønderjyske spørgsmål der optog ham. 1887 stiftede han sammen med H.V. Clausen og med støtte fra historikeren A.D. Jørgensen 4 S, Studenter-Samfundets Sønderjyske Samfund, der skulle yde kulturel støtte til dansksindede sønderjyder i nationalitetskampen. Det lykkedes herigennem at vinde forståelse i liberale kredse i kongeriget, bl.a. hos Georg Brandes, for det synspunkt at kernen i nationalitetskampen ikke var den historiske ret, men en demokratisk ret til national selvbestemmelse. Til denne holdningsændring bidrog Ottosen afgørende dels ved hjælp af sin forbindelse med ledende sønderjyder, især Gustav Johannsen (fra 1890 hans svigerfar) og H.P. Hanssen, dels gennem sine artikler og foredrag om sønderjyske forhold i fortid og samtid, bl.a. i Tilskueren og Sønderjydske Aarbøger. Hans grundigste historiske arbejde om Sønderjylland er bogen Peter Hiort Lorenzens historiske Gærning, 1896. I Sønderjydske Aarbøger offentliggjorde Ottosen 1899 en indsigtsfuld afhandling om A.D. Jørgensen, hans forfatterskab og hans forståelse af den "relative ret" i samspillet mellem dansk og tysk kultur i grænselandet. Poetisk fik kærlighed til Sønderjylland udtryk i sangen Det haver saa nyeligen regnet fra 1890, trykt i Ottosens og M. Kleinsorgs billedbog Sønderjylland, 1892. Hovedværket i Ottosens folkeoplysende forfatterskab er trebindsværket Vor Historie, udgivet af tidsskriftet Frem, 1901-04, fuldført efter Ottosens død af P. Munch. Det er en velskrevet skildring af de nordiske folkeslags historie, med vægten på den fælles kultur og med fængslende afsnit om påvirkninger udefra. Fra år 1900 redigerede Ottosen samleværket Folkenes Historie, fuldført af litteraturhistorikeren Niels Møller med udgivelse 1908-12.

Politisk var Ottosen venstremand. Han indvalgtes i folketinget 1901 på Frederiksberg, men blev ved valget 1903 besejret af højremanden Oscar Ellinger. I adskillige år havde Ottosen været talsmand for en dybtgående reform der kunne gøre den højere skole til en central institution i det folkestyrede samfund; hertil krævedes, mente han, ikke alene en demokratisering af adgangen til denne skole, men også ændringer i fagkreds og undervisningsmetoder, herunder en indskrænkning af de klassiske sprogs omfang og en større samling om en nutidsvendt, almen dygtiggørelse. Systemskiftet 1901 havde gjort en sådan reform politisk mulig, og den blev til virkelighed ved almenskoleloven af 24.4.1903. Ved hjælp af den nye mellemskole blev der skabt forbindelse mellem folkeskolen og gymnasiet der foruden den klassiske og den matematiske nu også fik en nysproglig retning. Nøglepersonerne i reformen var undervisningsinspektionens formand, professor M.Cl. Gertz, departementschef A.F. Asmussen og Ottosen, sidstnævnte især som politisk ordfører i folketinget. At loven opnåede en meget bred politisk tilslutning må især tilskrives Ottosens dygtige ordførerskab. Han sammenfattede her pædagogiske og politiske erfaringer fra sit skoleog oplysningsarbejde i et resultat der i tid kom til at række frem til skolereformen 1958.