F.C. Schouboe, Frederik (Friderich) Christian Schouboe, 2.4.1766-19.4.1829, pædagog. Født i Vildbjerg, død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). Efter 1783 at være dimitteret som privatist fra Roskilde ernærede S. sig en årrække ved privatundervisning og som kopist i hof- og stadsretten. 1794 oprettede S. i Kbh. Det schouboe'ske institut der i 1798 udvidedes til – foruden en "preliminair-classe" og et pensionat – tillige at omfatte yderligere to afdelinger: en, der førte frem til eksamen artium, og en for "ustuderende", dvs. for vordende handels- og militærfolk. Skolen ansås for at være en af hovedstadens mest moderne, dels på grund af sin tidssvarende realafdeling for "ustuderende", dels på grund af undervisning i fag som gymnastik, tegning og moderne sprog. S. evnede at knytte dygtige lærere til skolen, fx gymnastikpædagogen Franz Nachtegall og historikeren Laurits Engelstoft. N. F. S. Grundtvig var tilknyttet skolen fra 1808–11 som lærer i historie og geografi. S.s ideer er grundlæggende inspireret af filantropismens realpædagogiske intentioner. I et skrift fra 1799 sporer man tillige indflydelse fra nyhumanismen. Af S.s utrykte indberetninger fra 1806–10 fremgår at sidstnævnte tendens efterhånden styrkes under udtrykkelig henvisning til den tyske pædagog A. H. Niemeyer der netop bestræbte sig for at finde den gyldne middelvej mellem tidens strømninger. Sandsynligvis har Engelstoft bestyrket S. i ønsket om at samarbejde værdifulde elementer fra filantropismens og nyhumanismens pædagogik til en frugtbar syntese. – S. opgav 1814 skolen og blev by- og herredsskriver i Kolding. Fra denne stilling afskedigedes han efter ansøgning i 1824. Et forsøg på atter at etablere sig som skolemand i Kbh. blev en begrænset succes. – Kancellisekretær 1796. Kancelliråd 1814.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Skuldelev og Selsø, Christian Christiansen S. (1736–87) og Ide Margrethe Schive (1742–1820). Gift 1. gang 11.6.1790 i Kbh. (Frue) med Bolette Sandrue, døbt 9.1.1770 i Kbh. (Frue), død 8.4.1846 på Christiansdal ved Odense, d. af stadsbedemand Erich Jørgen S. (ca. 1733–1802) og Barbara Maria Pfeiffer (ca. 1734–82). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 1.6.1810 i Kbh. (Helligg.) med Johanne Victorine Friis, født 13.2.1788 i Kbh. (Trin.), død 31.8.1864 sst. (Trin.), d. af fuldmægtig, senere administrator ved rigsbanken Frederik Christian Otto F. (1759–1837, gift 2. gang 1802 med Marie Lovise Schwartz, 1781–1854) og Johanne Lovise Mein (1762–98). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 30.9.1826 i Kbh. (Trin.) med pianist Cathrine Riddervold Werniche, født ca. 1788, død 6.5.1862 i Kolding, d. af kapelmester Israel Gotthilf W. (1755–1836) og Charlotte Louise Breetz (1763–1853).

Udnævnelser

R. 1809.

Bibliografi

F. C. S.: Udsigt over det Schouboeske opdragelses-institut, 1799. Rasmus Nyerup: Kbh.s beskr., 1800 513f. Univ. og skoleannaler, udg. Laur. Engelstoft, 1806 I 271–78. Samme i Nyeste skilderi af Kbh. 5.5.1829. Fr. Nygård: Det Schouboeske institut og N. F. S. Grundtvigs lærervirksomhed sammesteds, 1880. K. E. Bugge: Skolen for livet, 1965 127–29 144–49.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig