Emil Elvius

Emil Elvius, Rasmus Emil Elvius, 13.3.1814-23.3.1874, pædagog. Født på Frbg, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). E. kom som fjortenårig i bogtrykkerlære. Som udlært kom han 1834 på Jonstrup seminarium, hjulpet af daværende prins Christian der også støttede ham da han efter seminarieeksamen 1836 og få års lærervirksomhed ved Roskilde borgerskole begyndte at studere. 1842 blev han student, dimitteret af Carl Ploug, og s.å. blev han lærer ved de massmannske søndagsskoler hvor han som lærling havde været en dygtig elev, og hvis direktør han senere blev. 1848 tog han teologisk embedseksamen, men da han ikke straks kunne komme i betragtning ved embeds-besættelse måtte han fortsætte som lærer dels ved søndagsskolerne, dels ved Nikolaj kirkeskole. Her blev han kendt af skoledirektør V. A. Borgen som kraftigt anbefalede hans ansøgning da han 1852 søgte og fik embedet som forstander for opfostringshuset hvor der var behov for en alvorlig og dygtig mand. Han konstitueredes i embedet, og det viste sig snart at man havde fundet den rette. Da E. 1854 blev fast ansat skrev Borgen at E. "med sjælden Dygtighed, Nidkærhed og Utrættelighed opfylder sine Pligter, og at han har bragt alt hvad der hører under hans Omraade indtil den mindste Detail i en ganske fortrinlig og hidtil ukjendt Orden". E. hævede Opfostringshuset op på linje med lignende anstalter i udlandet. Ved straks at fjerne særlig vanartede drenge fra anstalten og ved personligt samvær med eleverne forbedrede han tonen blandt disse; undervisningen udvidedes så eleverne kunne bestå den lille præliminæreksamen; han skaffede en læsestue og vågede i det hele utrætteligt over anstaltens velfærd. – 1877 stiftede opfostringshusforeningen på 25 årsdagen for E.s ansættelse et legat hvis renter skulle anvendes til gavn for stiftelsen.