Árni Magnússon, daniseret Arne Magnussen, latiniseret Arnas Magnæus, 13.11.1663-7.1.1730, professor, arkivsekretær, samler. Født på Kvennabrekka, Island, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). M. voksede op hos sin mors slægtninge på præstegården Hvammur i det vestlige Island. 1683 dimitteredes han fra Skálholt skole og immatrikuleredes ved Kbh.s univ. hvor han 1685 tog teologisk attestats. Året for var han blevet amanuensis hos den nyudnævnte kgl. antikvar Thomas Bartholin (1659-90), og han har en meget betydelig andel i Bartholins hovedværk, Antiqvitates Danicæ, 1689, som indeholder en mængde citater fra den endnu utrykte islandske litteratur; disse citater udmærker sig ved korrekt gengivelse og oversættelse. Samtidig med at M. således udviklede sig til en autoritet på dette område blev han en ivrig og heldig samler af bøger og håndskrifter; sine evner i denne henseende fik han lejlighed til at lægge for dagen dels under et vinterophold på Island 1685-86, dels ved et besøg i Norge (bl.a. hos T. Torfæus) 1689-90. Bartholin døde 1690, men M. fik nu en indflydelsesrig beskytter i oversekretær Mathias Moth; han havde 1691-94 fribolig på Borchs kollegium og studerede derefter halvtredie år i Tyskland, særlig i Leipzig. Efter 1693 at være blevet designeret professor udnævntes han 1697 til arkivsekretær ved gehejmearkivet; med dette embede forbandt han fra 1701 stillingen som professor philosophiæ et antiqvitatum Danicarum ved universitetet og blev 1721 professor i historie og geografi, men indskrænkede væsentlig sit universitetsarbejde til deltagelse i konsistoriums forhandlinger. 1721 overtog M. posten som underbibliotekar ved universitetsbiblioteket og må derefter antages at have været dets egentlige bestyrer, ligesom han fra 1725 i virkeligheden forestod gehejmearkivet.

Imidlertid afbrødes M.s københavnske virksomhed næsten fuldstændig ved et ophold på Island i årene 1702-12. Regeringen havde i de nærmest foregående år modtaget alvorlige besværinger over Islands økonomiske tilbagegang, og det blev da 1702 overdraget M. med vicelagmand Páll Jónsson Vidalin som medkommissær at tilvejebringe et grundlag for en sikrere bedømmelse og eventuelle forbedringer af disse forhold. Kommissærernes hovedopgave skulle være at gennemrejse hele landet og udarbejde en almindelig jordebog, men tillige skulle de undersøge de utilfredsstillende handelsforhold og modtage klager over embedsmænd og proprietærer, foruden meget andet. Et kæmpearbejde som blev pålagt kommissærerne var at samle et mandtal over alle Islands beboere, "ingen undtagen, store og smaa, unge og gamle, som i det hele Land findes". Arbejdet med jordebogen blev straks sat i gang, men det måtte på grund af landets udstrækning og de ufuldkomne samfærdselsmidler nødvendigvis trække i langdrag. At kommissærerne gennemgående stillede sig på almuens side over for embedsmændenes og jordejernes vilkårlighed og den slette retspleje bragte dem i modsætningsforhold til stærke kræfter i det islandske samfund, og hertil kom at de fik ordre til at dømme i forskellige sager, hvilket medførte flere gnidninger. Regeringen som næppe var klar over arbejdets vidtløftighed viste flere gange tegn til utålmodighed, og 1712 blev M. kaldt hjem; han tilbragte vinteren i Norge hos Torfæus og tog fra foråret 1713 igen fast ophold i Kbh. I den nævnte periode havde han kun to gange været i Kbh., nemlig vinteren 1705-06 og igen 1708-09, da han ægtede en velstående aldrende enke. Nogen afsluttende betænkning fra kommissærerne foreligger ikke, men de har i adskillige mindre indberetninger udtalt sig klart og vægtigt om forskellige spørgsmål. Mandtallet kom til at omfatte lidt over 50 000 personer, som anfores med navn, bopæl og alder, og er en hovedkilde vedrørende islandsk personalhistorie (Manntal á Íslandi árið 1703, Reykjavik 1924-47). Jordebogsarbejdet var ikke helt færdigt da M. forlod Island, men afsluttedes af andre 1714; imidlertid forlangte rentekammeret at hele værket skulle oversættes til dansk, hvilket dog først skete efter M.s død. For administrationen fik værket næppe nogen betydning, men med sine indgående beskrivelser af de enkelte gårde og deres tilstand er det et statistisk-topografisk kildeskrift af stor værdi (en udgave, Jardabók Ârna Magnússonar og Páls Vidalins udkom i 11 bind, 1913-43).

M. samlede bøger og håndskrifter hele livet. Hans særlige område var nordiske håndskrifter, først og fremmest islandske, men tillige norske og danske. Han trådte til på et tidspunkt da størstedelen af de bedst bevarede middelalderlige islandske skindbøger var bragt ud af landet, men flere af dem fandtes endnu i privateje, særlig i Kbh., men også andre steder. Det lykkedes M. efterhånden at erhverve de fleste af disse håndskrifter, men tillige samlede han alt hvad han kunne få fra Island. Hans bibliotek nævnes 1698 som en seværdighed. Som regeringens kommissær på Island havde han en udmærket lejlighed til at komplettere sine samlinger, men hvad han nu kunne få var for en stor del efterhøst, rester af splittede og ødelagte håndskrifter, enkelte blade der brugtes til bogomslag o.lign.

M. tog med stor omhu vare på alle sådanne levninger, og han anstillede omhyggelige efterforskninger over disse håndskrifters historie for om muligt at kunne opsøge mere. Således reddede han en mængde fragmenter som ofte kan have den største betydning, og som uden ham sikkert var gået tabt. Desuden skaffede han sig talrige værdifulde afskrifter og havde altid skrivere i sin tjeneste, både i Kbh. og på Island. Da M.s livsgerning afsluttedes var Island så at sige ryddet for sine middelalderlige litterære mindesmærker; det som blev tilbage var næsten kun afskrifter, i reglen af mindre betydning, som M. ikke brød sig om at eje. Ved Kbh.s brand 1728 truedes M.s bibliotek med fuldstændig undergang, da han først i sidste øjeblik besluttede sig til at flytte. Hans samling af trykte bøger, hvoriblandt flere sjældenheder og unika, måtte da ofres, og også dele af håndskriftsamlingen gik tabt, deriblandt mange af M.s egenhændige optegnelser. Derimod synes størstedelen af de middelalderlige håndskrifter at være blevet reddet. Denne ulykke tilføjede ham et knæk som han ikke forvandt. Af hans breve til Island 1729 fremgår at han forsøgte at erstatte noget af det tabte ved at fremskaffe nye afskrifter, især af gamle diplomer og dokumenter, men denne virksomhed blev afbrudt ved hans død i begyndelsen af det følgende år. Dagen før hans død blev der gjort et testamente hvorved hans bibliotek skænkedes til universitetet, mens der af de efterladte midler stiftedes et legat som efter stifteren har fået navnet Det Arnamagnæanske legat. Senere udarbejdedes der en fundats hvorefter renterne af kapitalen dels skulle anvendes til lønning af to islandske stipendiater, dels til udgivelse af samlingens håndskrifter. Stiftelsen bestyres af en særlig kommission. Siden 1956 opbevares håndskrifterne i et af Kbh.s universitet oprettet institut, Det Arnamagnæanske institut. Efter at folketinget 1965 besluttede at overføre en række islandske håndskrifter fra Kbh. til universitetet i Reykjavik, er samlingen delt og udgivelsen af håndskrifterne foregår både i Danmark og på Island. Uagtet M. hele livet igennem studerede, optegnede og kritisk sigtede det indsamlede, har han så at sige ikke optrådt som forfatter. Han var i det hele taget utilbøjelig til publikation og havde vanskeligt ved at afslutte et arbejde. Et par små latinske tekster, henholdsvis til belysning af Danmarks og Norges historie (Incerti auctoris chronica Danorum, el præcipue Sialandiæ, 1695 og Testamentum Magni regis Norvegiæ, 1719) er alt, hvad der udkom under hans navn. Hertil kan føjes en anonym, men af ham efter Moths opfordring 1699 besørget beretning om besættelsen i Thisted (på ny udg. af A. Ipsen 1891) der giver en god forestilling om hans køligt ironiske opfattelse af samtidens overtro. Han havde, som før bemærket, en betydelig andel i Bartholins Antiqvitates og tog sig ivrigt af Torfæus' skrifters udgivelse, særlig Series (1702) som delvis blev omarbejdet efter M.s kritiske bemærkninger. Af bevarede ufuldendte arbejder må særlig nævnes en udførlig kommentar til Are Frodes Islendingabók; en hertil hørende latinsk biografi af Sæmund Frode blev trykt 1787 i l.bd. af Sæmundar Edda. Af disse arbejder såvel som af de talrige seddelnotitser som M. har efterladt sig, fremgår at han som forsker var i besiddelse af en ualmindelig klarhed og kritisk sans der skarpt skelnede mellem originale og afledte kilder og bestemt fejede ubegrundede fantasterier til side. M. der både ved de ham betroede embeder og sin pekuniære uafhængighed indtog en anset stilling var en mand med selvfølelse og værdig fremtræden. Han var af naturen myndig og kunne tillige være noget stivsindet. Som kender af Islands litteratur overgik han langt alle sine samtidige, og hertil kom tillige et indgående kendskab til de økonomiske forhold og befolkningens vilkår. Som regeringens rådgiver i islandske sager synes han at have haft betydelig indflydelse.

Familie

Forældre: præst, senere sysselmand Magnus Jonsson (død 1684) og Guðrún Ketilsdóttir. Gift 16.5.1709 i Kbh. med Mette Fischer, muligvis født i Norge, død 15. el. 16.9.1730 i Kbh. (Frue) (gift 1. gang med kgl. hofsadelmager Hans Wichmann).

Ikonografi

Akvarel (Kgl.bibl.), efter denne tegn. af J. Magnus Petersen, raderinger af samme 1863 og 1869, og træsnit fra universitetsjubilæet 1879. Afbildet som buste efter udkast af Johs. Wiedewelt på stik af J. F. Clemens 1773 og ca.1775 og radering af samme, efter disse litografier. Afbildet på islandsk frimærke. Mindesmærke af Johs. Wiedewelt, 1782, ved Jægerspris.

Bibliografi

Saml. af bestemmelser vedk. det Arnamagnæanske legat, 1892. A. M.: Embedsskrivelser og andre offentlige aktstykker, udg. Kr. Kålund, 1916. A. M.s brevveksl, med Torfæus, udg. samme, 1916. A. M.s private brevveksl., udg. samme, 1920. - Jon Olafsen: Biografiske efterretn. om A. M., 1836 = Nord. t. for oldkyndighed III 1-166. Kr. Kålund i Kat. over den Arnamagnæanske håndskriftsaml. II. 1894 l-XXVI. A. M.s levned og skr., ved Finnur Jonsson I-II, 1930. Bengt Hildebrand: C. J. Thomsen 1-11,'Sth. 1937-38. A. M. Den store håndskriftsamler, ved H. Bekker-Nielsen og O. Widding, 1963 (eng. udg. 1972). Chr. Westergård-Nielsen: Hvem var A. M.s formand?, 1966. Bibliotheca Arnamagnæana XXIX, 1967 = Opuscula III; XXXI, 1975 = Opuscula V. - Papirer i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig