Rasmus Katholm, d. 7.11.1581, professor, præst; vistnok født i Ålsø. Død i Kbh., begravet i Frue k. K. gik i Århus skole, studerede 1558–60 ved Kbh.s universitet og blev her discipel af Niels Hemmingsen. 1561 drog han med kongens understøttelse til Wittenberg hvor han 1563 tog magistergraden. S.å. blev han professor ved Kbh.s universitet, først i retorik, siden i dialektik. I sidstnævnte stilling holdt han tillige teologiske forelæsninger som vikar for Sjællands biskop når denne var på visitats. 1565–72 var K. desuden kannik i Århus, 1566 blev han medlem af konsistorium, 1570 blev han foreslået til universitetets rektor, men da han var ugift blev han ikke valgt. 1572 blev han baccalaur i teologi og 1574 sognepræst ved Vor Frue kirke i Kbh. I denne stilling fik han ry for at være både en from og nidkær sjælesørger og en fremragende prædikant der efter en samtidigs udsagn i lige grad evnede at få tilhørerne til at skælve ved sin mægtige opvækkelsesprædiken og at indgyde dem den mildt husvalende sjælefred. 1580 fik universitetet kgl. befaling til at kreere K. til dr.teol., men han døde før det skete. Af hans forfatterskab der væsentlig synes at have bestået af nogle akademiske teser og lejlighedsdigte er der nu ikke meget tilbage. Han optrådte også som bearbejder af tyske salmer. Således skyldes det ham at salmen Guds Godhed vil vi prise har vundet indgang i Danmark.

Familie

gift 1. gang 19.11.1570 med Elisabeth Hasebard, født ca. 1551, død 22.2.1575, d. af kgl. livkirurg Jacob H. (død 1556) og Abigael Bonifaciusdatter. Gift 2. gang 28.11.1575 med Magdalene Madsdatter, 11582 (gift 1. gang med provst, sognepræst til Frue kirke Hans Thomesen, 1532–73, gift 1. gang med Margrethe Lauridsdatter, ca. 1545–62), d. af borger i Ribe Mads Anchersen.

Bibliografi

Kirkehist. saml. 2.r.IV, 1867–68 368. Monumenta hist. Danicas, udg. H. F. Rørdam II, 1875 642 652f. Pers. hist. t. 8.r.V, 1926 273. – R. Vinding: Regia acad. Haunienses, 1665 114f. H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. II, 1869–72 557–61; IV, 1868–74 185. Anders Malling: Dansk salmehist. VI, 1971 378f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig