Peter Naur, 25.10.1928-3.1.2016, professor i datalogi. Peter Naur blev student fra Gl. Hellerup gymnasium 1947 og to år efter mag.scient. Som student lærte han også russisk før en studierejse til Sovjetunionen. 1950-51 studerede han i Cambridge og 1952-53 i USA. 1953-60 var han videnskabelig assistent ved Kbh.s univ.s astronomiske observatorium. 1957 blev han dr.phil. på en afhandling om Minor planet 51 Nemausa and the fundamental system of declinations, og i denne periode skrev han også andre astronomiske afhandlinger. Afhandlingens beregninger af et fjernt himmellegemes bevægelser var foregået ved hjælp af en datamat i Cambridge, og det fandt Peter Naur så spændende, at han forlod astronomien til fordel for teknikken. 1960 blev han afdelingsleder ved Regnecentralen og var med ved opbygningen af denne. Han var lektor ved Danmarks tekniske højskole 1961-68 (beskæftigede sig bl.a. med omlægningen af studiestrukturen efter studenteroprøret 1968), og ved Kbh.s univ. 1968-69, Danmarks første professor i datalogi 1969-98.

Peter Naur blev internationalt kendt som udformer af datasproget ALGOL og vandt danske lytteres yndest med radioforedrag som gav ham Rosenkjærprisen 1966. Peter Naur var gæsteforelæser ved University of North Carolina, USA, 1961 og 1962, University of Pennsylvania og Kungl. tekniska högskolan, Stockholm, 1964, NATO Summer-school, Pisa, 1965, University of Newcastle, 1967, University College, London, 1972 og University of Canterbury, 1978. – Han var medlem af den internationale astronomiske union 1955-65, af den internationale Federation for Information Processing technical Committee 2, programming languages, og Working Group 2, 1. ALGOL, 1962-68 og Working Group 2-3 Programming Methodology 1974, medredaktør for BIT. Nordisk Tidsskrift for Informationsbehandling 1961, formand for Dansk selskab for datalogi 1966-82, medstifter af Selskabet for samfundsdebat 1969.

Foruden doktorafhandlingen har Peter Naur bl.a. skrevet The design of the GIER ALGOL compiler, 1963, Concise survey of computer methods. 1974 samt Utopier. 1967 og Datamaskinerne og samfundet, s.å. Peter Naur har desuden behandlet datalogiens filosofiske, psykologiske og sociale sider; et udvalg af hans artikler herom findes i Computing : A Human Activity, 1992. Blandt hans senere værker kan desuden nævnes Knowing and the Mystique of Logic and Rules, 1995 og Psykologi i videnskabelig rekonstruktion, 2002. Peter Naur blev medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber 1963 og fik tildelt G. A. Hagemanns guldmedalje s.å. Som en fornem hædersbevisning på hans studier inden for datologien modtog han som den første dansker it-prisen Turing Award 2005.

Familie

Peter Naur blev født på Frederiksberg (Mariendals). Forældre: maler Albert Naur (1889-1973) og Susanne Margrethe Strøyberg (født 1899). Gift 1. gang 18.6.1954 med klarinettist og pianist Elisabeth Sigurdsson, født 23.3.1931 i Kbh., død 2004, datter af professor Haraldur Sigurdsson og Dora Köcher. Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 22.4.1971 med stud.mag. Maja Leyssac, f. Eberth, født 3.5.1940 i Kbh., datter af overretssagfører Constantin Eberth (1886-1980) og Inger Engel Lydom (født 1908). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 28.3.1977 i Gentofte (b.v.) med professor ved Technische Universität i Berlin Christiane Alice Octavia Maria Floyd, født 26.4.1943 i Wien (gift 1. gang med Robert Floyd), datter af jurist Gottfried Riedl (født 1916) og sekretær Elisabeth Zimburg (født 1917). Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1957 190f. P. N. i Polyteknikeren, 1967 nr. 4 3-12.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig