Niels Krag (professor)

Niels Krag, ca. 1550-14.5.1602, professor, diplomat, historiograf. Født i Ribe. K.s forældre døde tidligt, og efter at han var blevet student fra Ribe opnåede han 1567 fri kost ved studenterbespisningen i Helliggejsthus. Et optrin ved middagsbordet hvorunder han i hidsighed stak en lussing ud førte 1570 til fortabelse af stipendiet, og K. vendte da tilbage til Ribe. Bl.a. med støtte organiseret af Peder Hegelund, hvis bror var gift med K.s søster Anne, studerede han fra 1571 videre ved universitetet i Wittenberg og blev efter hjemkomsten 1572 rektor i Ringkøbing. Den beskedne stilling var for K. blot en venteposition, og april 1574 opnåede han økonomisk hjælp fra kongen til studier udenlands i to år. Påny rejste han til Wittenberg, tog med glans magistergraden 1575 og overtog i begyndelsen af 1577 rektorposten ved Vor Frue skole i Kbh. Hans virksomhed her satte sig spor i en lærebog Grammaticæ Latinæ præcepta, 1578 hvormed han ved huskevers og andre midler søgte at lette tilegnelsen af den latinske grammatik. Efter fem års forløb ønskede han atter forandring, vistnok navnlig på grund af sit uheldige ægteskab, forlod embede og familie og rejste ud som hovmester for Peder Eriksen Rud. Marts 1582-sept. 1585 rejste han i Frankrig, Schweiz, Italien, Tyskland og Polen – med studieophold i Orléans 1582, Geneve 1583, Siena 1584 og erhvervede undervejs den juridiske doktorgrad. Ikke længe efter sin tilbagevenden lå han i bitter strid med hustruen og hendes familie. Han nægtede at anerkende hendes børn som sine mens hun på sin side synes at have forpurret planer om en ny udenlandsrejse. Hvad han levede af i disse år omkring skilsmissen 1588 er uvist, både Ribe og Kbh. forekommer lejlighedsvis som opholdssteder. Han kom ind i kredsen omkring Tyge Brahe af hvem han blev en nær ven, og har vel bl.a. været beskæftiget med litterære sysler. Foråret 1589 udgav han et skrift vedrørende den latinske synonymik med dedikation til Christian IV, og snart efter fandt han omsider, ca. 39 år gammel, sikker befordring idet han 1.7.1589 af kongen beskikkedes til ekstraordinær professor ved universitetet med pligt til at forelæse i historie eller andre emner der måtte blive ham pålagt. Stillingen gjaldt øjensynlig mere manden end faget, men da K. faktisk synes at have forelæst over historie, formodentlig antikkens historie, kan han regnes for den første omend midlertidige historieprofessor ved Kbh.s universitet. Næste år blev han trolovet og 1591 gift med Else Mule af den fremtrædende Odenseslægt. Samtidig forlenedes han med et kannikedømme i Roskilde som han fra 1582 havde haft ventebrev på, og 1592 overtog han et ordinært professorat i græsk. Udbyttet af hans studier viste sig 1593 da han udgav nogle filologiske arbejder, hvoriblandt en grundig og klar fremstilling af institutionerne i det gamle Sparta De republica Lacedæmoniorum libri IV. Bogen er hans filologiskhistoriske hovedværk og gjorde hans navn kendt uden for landets grænser (optrykt 1670 og 1699, tysk oversættelse 1799). Den var som grammatikken femten år tidligere tilegnet kansleren Niels Kaas der rimeligvis har støttet ham i hans karriere.

Foruden den filologiske løbebane fulgte hans virksomhed fra omkring 1589 to retninger, den ene i diplomatiets tjeneste, den anden i historiens. Den danske stat var i 1500-tallets sidste halvdel i bekneb for trænede diplomater som kunne yde de adelige rigsråder eller kancelliembedsmænd sagkundskab og støtte ved forhandlinger med udlandet, og havde som oftest ansat jurister af tysk eller nederlandsk herkomst til formålet. K. var med sin juridiske doktorgrad og sprogfærdighed i tysk, fransk, italiensk og latin et oplagt dansk diplomatemne og kom sammen med sønderjyderne og dr.jur.erne Nicolaus Theophilus og Jørgen Skomager til at udgøre udenrigstjenestens første generation af borgerligt fødte danske diplomater. Til en begyndelse blev han sammen med nederlænderen dr. Poul Knibbe anbragt i prinsesse Annas følge da hun eftersommeren 1589 skulle rejse på brudefærd til Skotland. Vejrforholdene afbrød sejladsen, som K. har beskrevet i en dagbog, men 1592 blev han i stedet for den nu svagelige dr. Knibbe udpeget til at deltage i forhandlingerne i Skotland om Annas livgeding, og sammen med Steen Bille (1565–1629) forsvarede han ved disse maj-aug. 1593 dygtigt dronningens interesser. Desuden vandt hans resolutte optræden ved et anslag mod kong James ham dennes bevågenhed, og han blev ved brev af 1.8.1593 optaget i den skotske adelstand. K.s udnævnelse til historiograf 1594 medførte at han blev fredet i nogle år, men med den stigende aktivitet i udenrigspolitikken, som fulgte efter Christian IV's regeringstiltrædelse blev der atter brug for hans evner så at han uagtet professor- og historiografembedet ustandselig lå på farten. "Han ved aldrig, naar hofmesters bud kommer til hannem, at han skal stige i vognen og drage udenlands i rigens bestilling", hedder det engang i konsistoriums forhandlinger. Jan.-april 1598 var han på en mindre mission i Polen, og nov. 1598-april 1599 ledede han i London de løbende forhandlinger om løsningen af en række dansk-engelske konfliktspørgsmål i handels- og fiskerisager. Dernæst var han i foråret 1600 medlem af et større gesandtskab som skulle afslutte de engelske forhandlinger i Emden, og dec. 1600-april 1601 rejste han med Henrik Lykke på en vanskelig sendefærd til Polen. Hans diplomatiske funktion var efter tidens terminologi den at være orator, dvs. ordfører og sagsfremstiller på latin. Såvel hans omhyggeligt udarbejdede fremlæggelsestaler som de bevarede dagbogsrelationer fra sendelserne vidner om et sikkert greb om sagerne og lader ikke megen tvivl om at han forstod at honorere det internationale forhandlingsmiljøs særlige scenekrav.

Anledningen til historiografudnævnelsen er ikke fuldt oplyst. En gammel tradition citeret og udbygget af Hans Gram går ud på at den var fremkaldt af den skotske gesandt Peter Young. Den lærde skotte havde under sit ophold i Kbh. maj 1594 diskuteret visse misforståelser vedrørende Danmarks historie hos den skotske historieskriver G. Buchanan med tilstedeværende danske lærde og tilskyndede da til at råde bod på miseren ved en historisk fremstilling fra dansk hold. K., som Young kendte fra forhandlingerne året før, var efter hans mening manden for at affatte den – hvorpå K. blev udnævnt. Når denne forklaring ikke uden videre kan godtages skyldes det bl.a. at regeringen allerede 1585 havde påtalt urigtigheder i skotsk historieskrivning med hensyn til Orkneyøernes tilhørsforhold og i øvrigt længe før havde noteret sig savnet af en tidssvarende Danmarkshistorie på latin. En sådan leveret af Hans Svaning havde ikke været tilfredsstillende, men der var et vist hensyn at tage til Anders Sørensen Vedel som i lang tid havde arbejdet på en Danmarkshistorie, ganske vist på dansk, og hvem der så sent som 1588 var blevet ydet støtte til en landsomfattende kildeindsamling. Utilfredsheden med at Vedels arbejde stadig trak ud har dog øjensynlig ved denne tid fået et puf samtidig med at K.s duelighed var blevet åbenbar. Flere omstændigheder peger på at K. havde vakt gunstig opmærksomhed hos Jørgen Rosenkrantz, der under Niels Kaas' svagelighed udøvede en stigende indflydelse i regeringsrådet, og 29.6.1594, samme dag som Niels Kaas døde, udgik et kongebrev til adel, kapitler og byer om at meddele K. dokumentafskrifter til brug ved en Danmarkshistorie. Vedel fik et år til at fuldføre sit værk og 31.7. s.å. modtog K. den første kendte bestalling som kongelig historiograf, med løn at regne fra 1.5. Opgaven lød på at udarbejde en Danmarkshistorie på latin, først Christian III's og Frederik II's og siden de andre kongers historie, så vidt muligt i løbet af seks år. Han fik adgang til statens arkiver og bevilgedes løn til to amanuenser der kunne hjælpe til med kildeafskrivningen.

K. viste sig nu som en nidkær handlingens mand. Ikke alene pressede han i flere omgange den modvillige Vedel til at aflevere sine samlinger og arbejder – Vedels degnedømme i Ribe blev overdraget ham til aflønning 1595 – men også Arild Huitfeldt måtte give ham adgang til noget af sit materiale. Straks i 1594 gennemgik han lokalarkiver på Sjælland og i Skåne, eftersommeren 1595 samlede han ind i Ribe og Nørrejylland og indimellem arbejdede han og hans medhjælpere med afskrivning af dokumenter i statsarkiverne i Kbh. Gennem islænderen Arngrímur Jónsson, der opholdt sig i Kbh. 1592–93, var han blevet opmærksom på islandsk overlevering, og foruden at sætte Jónsson i gang med at give oplysninger udvirkede han 1596 et åbent brev til indbyggerne på Island om at meddele Jonsson kildemateriale som denne skulle oversætte for ham. Resultatet var en manuskriptpakke fra Island n.å. – Stillingen som professor havde K. beholdt, men historiograf- og senere diplomatvirksomheden gav ham ikke stunder til at passe universitetsgerningen tilfredsstillende hvad der undertiden førte til rivninger med andre professorer. I konsistoriums forhandlinger fremtræder han som en noget rethaverisk og temperamentsfuld personlighed der sammen med broderen Anders dannede front mod en gruppe bestående af Hans Poulsen Resen, Thomas Fincke og Ivar Stub. Bortset fra den senere universitetskollega Jon Jacobsen Venusinus synes han at have foretrukket omgang med adelen, foruden Tyge Brahe og hans søster Sophia Brahe, Erik Lange og fra midten af 1590'erne den unge Holger Jørgensen Rosenkrantz, alle med videnskabelige interesser. Professorstillingen og de travle rejseår 1598–1601 var medvirkende til at han ikke kunne overholde den givne seksårsfrist for Danmarkshistorien, og da han i sit rektoratår dec. 1601 blev beskikket til forstander for adelsskolen i Sorø har det sikkert været tanken at han hermed ville få ro til at fuldføre sit arbejde. Få måneder efter døde han. Hans vistnok ikke ubetydelige bibliotek blev solgt og manuskripter og afskrifter afleveredes til efterfølgeren som historiograf Jon Jacobsen Venusinus.

Af den grundigt forberedte Danmarkshistorie forelå kun de første sytten år af Christian III's historie udarbejdet. Manuskriptet havnede sammen med det indsamlede og i mange tilfælde højst værdifulde kildemateriale i universitetsbiblioteket, men blev taget frem og fortsat til Christian III's død af Stephan Stephanius. Udgivet blev manuskriptet dog først 1737 af Hans Gram da det ved et lykkeligt tilfælde havde undgået branden 1728. I den kyndige fortale hvis stærke lovord er farvet af at Gram, selv kgl. historiograf, her præsenterede en dansk historiograf for et europæisk publikum berømmer han K. for hans udstrakte benyttelse af breve og aktstykker og sætter hans dømmekraft som historieskriver over Huitfeldts. Det sidstnævnte synspunkt kan anfægtes, men K.s praktiske erfaringer i statstjenesten kom ham tydeligvis til gode, og han var dertil en ypperlig latiner som på klassisk-retorisk vis vidste at oplive fremstillingen med små almengyldige refleksioner og situationsudmalende taler. Med rette er værket af Ellen Jørgensen kaldt "vor humanistiske latinske historieskrivnings bedste stykke". For grevefejdens vedkommende har både K. og Huitfeldt øst af tabte kilder, sikkert i vid udstrækning af en og samme fælles kilde, men undersøgelser heraf har været kompliceret af usikkerhed med hensyn til spørgsmålet om K. desuden har benyttet Huitfeldts i 1595 udgivne Christian III's historie. At dette har været tilfældet er overbevisende blevet sandsynliggjort i en lille vægtig studie af Astrid Friis.