Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Knud Andersen

Oprindelig forfatter PGLin

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Knud Andersen, 22.11.1916-22.8.1987, professor i teologi. Født i Marstal. A. blev student (Haslev) 1935, cand. teol. 1942, dr. teol. 1954, universitetsadjunkt 1943–49, præst ved Jesuskirken i Kbh. 1949–51, i Skovshoved 1951–57, professor extraordinarius i dansk kirkehistorie 1957. Allerede som student lagde A. et usædvanligt kendskab til middelalderforskning for dagen, især i den kirkeretslige studie (belønnet 1940 med universitetets guldmedalje) der 1943–44 blev udgivet (Ærkebiskop Jens Grand I–II), og som ved dybtgående og omfattende inddragelse af kanonisk ret kastede helt nyt lys over opgøret omkring ærkebispen. Disse studier ligger også bag Kanonisk Rets Indflydelse paa Jyske Lov (i Med Lov skal Land bygges, 1941). Fuldt så epokegørende var disputatsen Confessio Hafniensis, 1954, som på baggrund af et mægtigt samtidsmateriale fra tyske og danske kilder belyste den "bekendelse" de danske prædikanter udarbejdede under herredagen i København 1530 med det resultat at de danske reformatorer snarere er repræsentanter for den "sydtyske" bibelhumanistiske og til dels zwinglianske reformation de havde overtaget fra de nordtyske byreformationer end egentlige "lutheranere"; de forlængede den humanistiske linie til et kirkebrud, men havde kun ringe sans for centrale lutherske anliggender. Sit overordentlige kendskab til senmiddelalderen har A. udnyttet i Den danske Kirkes Historie II–III, 1962, 1965) og i The Reformation in Scandinavia and the Baltic (The Cambridge Modern History II, 1958). Et stort arbejde har han nedlagt i udgaven af Paulus Elies skrifter, og i de sidste år har han især dyrket hymnologien, således i den fortrinlige indledning til Ludvig Dietz' salmebog fra 1536 (1972). Han har også taget initiativet til Hymnologiske Meddelelser (fra 1972) og til udarbejdelsen af den store Dansk Salmeregistrant. A. er medlem af talrige danske og udenlandske videnskabelige selskaber og har haft mange faglige tillidshverv: formand for Selskabet for Danmarks Kirkehistorie 1964–76, redaktør af Kirkehistoriske Samlinger 1958–73, af Teologisk Tidsskrift 1952–64. Også kirkeligt arbejde har han deltaget i: bestyrelsesmedlem i Kirkeligt Centrum 1957 (formand 1966–69), i Det mellemkirkelige råd 1962–77, i præstehøjskolens bestyrelse 1964–77 etc.

Familie

Niels Knud Andersen blev født i Marstal; begravet på Hørsholm kirkegård.

Forældre: smedemester Rasmus Herluf A. (1888–1956) og Karoline Marie Knudsen (1888–1956). -28.1.1944 på Frbg. (Frbg. k.) med Emmy Beck-Jensen, født 23.2.1920 i Kbh., d. af afdelingschef Witus B.-J. (1893-1979) og Lydia Dechmann (1898–1954).

Annonce

Udnævnelser

R. 1965. R1. 1973.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. 1954 128. -Kbh.s univ. årbog 1954 85–87. – Leif Grane i Kirkehist. saml. 1976 5f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. G. Lindhardt: Niels Knud Andersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286039