Marcus Wøldike, 25.11.1699-26.9.1750, professor. Født i Sommersted, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). W. blev sammen med sin tvillingbror Jørgen Wøldike (død 1730 som rektor ved Fr.borg skole) undervist i hjemmet af deres lærde far indtil de 1716 blev dimitteret til universitetet. Her blev det især af betydning for W. at han vandt en velynder i Hans Gram. Snart efter 1717 drog han til Wittenberg og 1719 til Jena hvor han især lagde sig efter hebraisk. Efter sin hjemkomst tog han 1720 teologisk attestats og blev 1722 alumnus på Valkendorfs kollegium mens han samtidig virkede som famulus ved Det kgl. bibliotek hvor han tilegnede sig betydelige bogkundskaber. I det hele lagde han i disse år grunden til sin omfattende polyhistoriske lærdom. Teologi, filosofi, historie, ja selv medicin var han vel hjemme i, men navnlig udmærkede han sig ved sine filologiske kundskaber. Han skal have kunnet 26 sprog, og af disse stod de orientalske hans hjerte nærmest. 1728 blev han præst ved Skt. Jacobi kirke i Varde, men allerede 1731 kaldtes han tilbage til Kbh. som fjerde teologiske professor med dogmatik som fag, og 1736 blev han dr.teol. W. var en meget flittig og nidkær universitetslærer. 1732-38 virkede han tillige som (vikarierende) professor i hebraisk, snart blev han desuden notar i det teologiske fakultet, og to gange var han rector magnificus. Hertil kom at regeringen på anden måde lagde stærkt beslag på hans arbejdskraft. 1733 blev han medlem afkommissionen til at pådømme de uortodokse præsters klager over pietisterne og udarbejdede som protokolfører med stor flid og nøjagtighed kommissionens afsluttende "relation". 1734 blev han medlem af missionskollegiet og af direktionen for vajsenhuset og endelig 1737 af kommissionen til indretning af skoler på landet. Han gjorde desuden en betydelig indsats ved revisionen af bibeloversættelsen af 1737, og af Videnskabernes selskab var han et virksomt medlem fra dets stiftelse 1742. – Som teolog hørte W. afgjort til den ortodokse skole, og i flere af sine skrifter (fx De unctione fidelium, 1732 og De necessitate qvotidianæ stantium poenitentiæ, 1734) retter han skarpe sidehug mod sekteriske retninger. Han var desuden en udpræget statskirkemand der bl.a. holdt bestemt på tvangsdåb af separatistiske børn. Han kunne derfor ikke betragte pietismen med særlig velvillige øjne, og ved sin strenge censur af pietistiske bøger vakte han Christian VI's levende mishag. Fremtrædende pietister måtte dog indrømme at hans sjældne sagtmodighed gjorde det let at forhandle med ham. Mest af alt glimrede W. som akademisk lærer og som lærd. Han har efterladt en række skrifter der alle udmærker sig ved fortrinlig disposition, klar fremstilling og solid lærdom på meget forskellige områder. Blandt hans dogmatiske arbejder må især fremhæves Positiones fidei christianæ (I–11, 1740, oprindelig en samling ganske korte definitioner på de teologiske grundbegreber, ledsaget at et snævert udvalg af bevissteder fra skriften, senere udvidet til en mere fyldig dogmatisk lærebog Compendium theologiæ theticæ, der kom i mange udgaver 1742-89 og benyttedes stærkt ved universitetet og i de latinske skoler, også i Sverige. Ved sin lysende klarhed taler den højt om W.s pædagogiske talent og må have gjort ypperlig fyldest. Om hans interesse for rabbinsk teologi vidner den af ham udgivne fortsættelse af broderen Jørgens kommenterede oversættelse af den talmudiske traktat Chagiga (1734-37) og hans egen indgående behandling af Moses Maimonides' skrift om de forbudte spiser I-VI, 1722-33. En særlig kærlighed nærede W. dog til kirkehistorien, over hvilket fag han som den første i Danmark holdt regelmæssige forelæsninger. Litterært satte hans kirkehistoriske studier frugt i afhandlinger om den ældste danske bibeloversættelse (1744) og om Hans Tausens oversættelse af de fem mosebøger (s.å.); desuden i de grundige, endnu værdifulde undersøgelser om de kbh.ske artikler fra herredagen 1530 (1736) og om de evangeliske prædikanters forsvar for deres lære sst. (I-XII, 1739– 50). Han samlede også materiale til en udgave af alle Hans Tausens skrifter (nu i Thott, 326, 4°), men udførelsen af denne og flere andre planer hindredes ved hans forholdsvis tidlige død.

Familie

Forældre: sognepræst Peder W. (1654-1725) og Cathrine Magdalene Buch (ca. 1664-1749). Gift 1730 med Ingeborg Wulff, født 8.8.1708 i Vejle, død 28.3.1770 i Kbh. (Frue), d. af sognepræst i Vejle, provst, mag. Jeremias W. (død 1713, gift 1. gang med Gundel Sophie Pedersdatter) og Kirstine Sørensdatter Seerup (1682-1725). – Far til Peder W. Bror til Andreas W.

Ikonografi

Mal. (Fr.borg).

Bibliografi

Breve i Genealogisk og biogr. archiv, 1840-49 341-47, Kirkehist. saml. 2.r.III, 1864-66 10f og 4.r.II, 1891-93 458-60 samt i Pers. hist. t. 9.r.V, 1932 289f. Danske saml. V, 1869-70 267-69 (votum af M. W.). – Dänische Bibliothec II, 1738 420-23. Progr. fun. univ. Hafn. over M. W., 1750. Supremus honor ... M. W. in univ. reg. Hafn. habitus, Kbh., Lpz. 1752. P. F. Suhm: Saml. skr. X, 1793 23f 148. Mnemosyne, ved Jens Møller II, 1831 11; IV, 1833 98-100. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 3.r.VI, 1887-89 207f, 4.r.III, 1893-95 534-62, 5.r.I, 1901-03 470f 597-600; III, 1905-07 203f 343f; IV, 1907-09 415 451-53 458f. Kn. Heiberg sst. V, 1909-11 659-64 715f 766. H. F. Rørdam sst. VI, 1911-13 253 293f 355f 546f 558-61. Bj. Kornerup sst. 6.r.II, 1936-38 130 131. Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam II, 1896 279-81 402f; III, 1898 82f; IV, 1902 236-40 244 519f. Pers. hist. t. 8.r.V, 1926 270. Michael Neiiendam: Erik Pontoppidan II, 1933. Asger Lomholt: Det kgl. da. vidensk. selsk. 1742-1942 I, 1942; III, 1960. Niels Knud Andersen: Confessio Hafniensis, 1954 12f. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig