Julius Wilkens

Julius Wilkens, Julius Frederik Christian Emil Wilkens, 29.2.1812-21.4.1892, teknolog. Født i Kbh. (Frue), død i Helsingør, begravet i Kbh. (Ass.). W. begyndte sin skolegang i Borgerdydskolen i Kbh. Både de gamle sprog og matematik lå godt for ham, men skolearbejdet interesserede ham ikke, og efter H. C. Ørsteds råd kom han derfor 1825 i lære som kunstdrejer. 1829 var han udlært. Imidlertid havde han i læretiden hørt Ørsteds forelæsninger over fysik til filosofikum og taget uddannelse i metalarbejde hos O. J. Winstrup. Det lå derfor nær for ham at søge ind på den 1829 åbnede Polytekniske læreanstalt. Studiet her havde i høj grad W.s interesse, og han beherskede stoffet så godt at han, da professor i matematik H. G. v. Schmidten i foråret 1831 rejste til Vestindien og senere døde, fik overdraget at holde repetitionskursus for sine medstuderende. 1832 tog han begge de da eksisterende eksaminer i mekanik og anvendt naturvidenskab. Efter eksamen overdrog Selskabet for naturlærens udbredelse ham at holde forelæsninger over fysik i Ålborg. 1833-35 foretog W. med understøttelse fra det Reiersenske fond og Fonden ad usus publicos en længere studierejse til udlandet (Østrig, Tyskland, Schweiz, Holland, Belgien, Frankrig og Sverige). Herunder fik han interesse for den nye roesukkerindustri. Han udgav 1836 en pjece om runkelroer og runkelroesukker og skrev i J. C. Halds Tidsskrift for Landoeconomie 1839 idet sagens betydning for landbruget var ham ganske klar. Sagen vakte imidlertid ingen interesse og mødte direkte modstand hos landbruget. Også hos lavene mødte han modstand fordi hans ideer var forud for tiden. En plan om anlæg af en sømfabrik var 1835 standset af kancelliet som krævede at W. aflagde en prøvning i smedning og desuden i tømring og arkitektur fordi han tillige ville fremstille de kasser hvori sømmene skulle forsendes. Frederik VI morede sig da W. ved en audiens fortalte herom men resolutionen blev ikke ændret. På lignende måde gik det da han ville starte en papmachéfabrik.

1835 kom W. imidlertid ind i den gerning der kom til at fylde hans liv, idet H. C. Ørsted da så sig nødsaget til at gøre indstilling om forandring i den af professor J. A. Dyssel foreståede undervisning. W. blev herefter ansat som lærer i mekanisk teknologi. Han havde også fået tilbud om at overtage lærerposten i maskinlære, men han foretrak at koncentrere sig om teknologien. I 50 år virkede W. som lærer i mekanisk teknologi, og han blev grundlæggeren af det teknologiske studium i Danmark. Der fandtes ikke på noget sprog lærebøger i faget, kun isolerede og planløse beskrivelser af enkelte industrigrene. W. lagde straks en plan for sine forelæsninger over dette store og vidtomspændende stof og fulgte her samme princip som den senere berømte tyske teknolog K. Karmarsch i Hannover viste sig at have anvendt i sit hovedværk Grundriss der mechanischen Technologie (1837-41). Det var små forhold, W. arbejdede under, og gagen var yderst ringe. 1838 søgte han forgæves tilladelse til at oprette en fabrik for drejerarbejde. For at bøde på den knappe indtægt påtog han sig da tillige 1843-48 stillingen som lærer i teknologi ved den militære højskole og var samtidig, og lige til højskolens ophævelse 1868, lærer i maskinlære. Hertil kom at faget dengang ikke var særlig anset, og at W.s lidt iltre sind og stærke følsomhed over for enhver indbildt eller virkelig tilsidesættelse jævnlig bragte ham i konflikt med hans kolleger og læreanstaltens bestyrelse som han aldrig selv blev medlem af. Særlig J. G. Forchhammer og Julius Thomsen stod han skarpt overfor. Sine elever stod han sig altid godt med. 1838 fik W. ansættelse som lektor, og 1849 udnævntes han til professor. W.s hele virksomhed tog sigte på industriens udvikling. Han stræbte efter at lade sin undervisning tjene dette formål, og han ankede offentligt over den måde hvorpå læreanstalten lededes idet han fandt at undervisningen på visse områder blev for videnskabelig. Dette gav anledning til at W. blev medlem af den efter Ørsteds død ved kgl. resolution af 30.5.1851 nedsatte kommission vedrørende en mulig nyordning af Polyteknisk læreanstalt. Af betænkningen fremgår det at W. på væsentlige punkter er uenig med Forchhammer, vandbygningsinspektør C. Carlsen og professor Christian Ramus, men er enig med de to militære medlemmer.

Også uden for læreanstalten udfoldede W. en betydelig virksomhed. Han var medvirkende ved stiftelsen af Industriforeningen 1838 og medlem af dens bestyrelse 1838-39. 1838 redigerede han foreningens tidsskrift og 1841-45 dens kvartalsberetninger. Han var virksom for at skaffe foreningen den koncession på jernbane fra Kbh. til Roskilde som den fik 1844, og som foreningen takkede ham for med et honorar da den afhændedes. Efteråret 1844 blev W. formand for kontrolkomiteen ved det sjællandske jernbaneselskab. 1844-46 var han medlem af bestyrelsen for A/S Kbh.s Sommertivoli og en tid dennes formand. 1849 valgtes W. til medlem af folketinget som nationalliberal i Kbh.s 1. kreds. En tid fungerede han som folketingets sekretær. Han udtrådte af tinget 1854 da han ikke billigede den form angrebene på ministeriet Ørsted fik. S.å. udgav han et af motiver ledsaget forslag til en bebyggelse der sprængte de gamle voldes snævre grænser, et forslag der vakte anerkendelse og interesse. I en årrække havde W. holdt fortræffeli^: ge forelæsninger og ledsaget disse med udmærkede tegninger. Også fabrikbesøg indgik i undervisningen, og den prægedes i W.s yngre år af hans livlighed. Den teknologiske samling som grundlagdes af W. spillede heller ikke nogen ubetydelig rolle for undervisningen. 1852 udgav han en fortræffelig dansk bearbejdelse af 1. bind af Karmarschs teknologi (Lærebog i Metallernes mechaniske Technologie) og tilegnede den til "Kjøbenhavns hæderlige og dygtige Haandværkere". Først 1872 udgav han, på opfordring af læreanstaltens daværende direktør, professor Chr. Hummel, sine egne forelæsninger i trykken (nyudg. 1886).

Med årene blev W.s virksomhed præget af alder, fabrikbesøgene hørte op, han selv så ikke i årevis en fabrik, og hans foredrag som han holdt med en pind stukket mellem tænderne for ikke at tale for hurtigt indeholdt af og til vendinger som ved deres pudsighed ikke kunne undgå at vække munterhed. En virksomhed som optog W. stærkt i hans ældre år var behandling af eneretssagerne (patenterne). Det var et overmåde stort arbejde for et beskedent honorar, men W. fulgte derigennem hvad der fremkom af nyt. Til W.s 50-års kandidatjubilæum 1882 stiftede en kreds af ældre og yngre elever et legat der skulle uddeles første gang i hundredåret for hans fødsel 1912, og som han selv forøgede. Efter sin tilbagetræden 1886 bosatte W. sig i Helsingør og levede her meget stille i sin families kreds. Han følte sig for nervøs til at omgås fremmede og var ikke fri for at føle nogen bitterhed over manglende anerkendelse af sin mangeårige og flittige virksomhed.