Johannes Stephanius

Johannes Stephanius, Hans Staphensen, 12.12.1561-12.2.1625, professor, rektor. Født på Lolland, død i Roskilde. S. blev student 1579 og virkede 1582–84 som medhjælper hos Tyge Brahe på Hven. 1585 blev han immatrikuleret i Wittenberg og tog n.å. magistergraden her. 1588 blev han rektor i Sorø og 1597 professor i dialektik ved Kbh.s univ. Nogle tesesamlinger han har udgivet 1602–07 i forbindelse med indbydelser til forelæsninger viser, at han i filosofisk henseende repræsenterede tidens sædvanlige eklektiske Aristotelisme, idet han ikke blot byggede på Aristoteles, Rudolf Agricola og Erasmus, men også satte P. Ramus højt. I håndskrift (nu i Uppsala) har han efterladt en hel lærebog i retorik og dialektik der bringer et systematiserende udtog af H. P. Resens tilsvarende fremstillinger. Som teolog tilhørte S. dog ikke Resens linje med derimod filippismen, antagelig – som så mange af Tyge Brahes disciple -med hældning mod kalvinismen; bl.a. gik han ind for eksorcismens afskaffelse. S. var imidlertid diplomatisk nok til at holde sig uden for tidens teologiske stridigheder. Et indtryk både af hans smidighed og af hans evne til at føre en elegant pen får man af hans brevbog fra disse år (Kall, 4°, 512) der rummer kopier af hans egne breve og tillige skrivelser, skrevet af ham i hans svigerfars, biskop Winstrups navn. – 1607 valgtes S. til rector magnificus og blev n.å. udnævnt til forstander for Sorø skole og gods. Han højnede skolens tilstand ved at knytte gode lærerkræfter til den – ikke mindst havde musikundervisningen hans interesse – og som administrator var han en myndig og økonomisk, omend undertiden en vel påholdende skoleherre. Hans administrative evner blev i særlig grad sat på prøve 1621, da Maribo kloster blev henlagt under Sorø for at muliggøre oprettelsen af et akademi. Da dette havde fundet sted 1623, trådte S. tilbage, aflagdes med kanonikater i Ribe og Roskilde og tog bolig sidstnævnte sted. Samtidig (1624) udnævntes han til kgl. historiograf. I denne stilling kom han dog ikke til at udrette synderligt, men som vidnesbyrd om hans historiske interesser kan nævnt-s, at han har efterladt sig værdifulde samlinger vedr. Sorø klosters og universitetets historie, ligesom han havde påbegyndt de kritiske antegnelser til Saxo som hans søn Stephan siden fortsatte efter en større målestok.