Jacob Madsen Aarhus

Jacob Madsen Aarhus, 1538-15.7.1586, professor. Født i Århus, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). Aa., der oftest blot kaldes Jacob Madsen, blev først student 1559, fik understøttelse til sine studier af rigsråd Jørgen Rosenkrantz og blev baccalaureus 1563. Nogen tid efter blev han rektor i hjembyen og aflagdes 1565 med et kanonikat sst. 1566 opgav han embedet og drog ud på en syvårig studierejse, først til Wittenberg hvor han febr. n.å. tog magistergraden og bl.a. studerede sammen med Peder Hegelund og A. S. Vedel. 1570 kom han til Leipzig, 1572 til Heidelberg, blev kaldt hjem 1573 og ansattes n.å. som professor i latin og 1575 i græsk. Fra 1578 var han sideløbende kgl. bibliotekar. 1574 havde han taget den teologiske baccalaurgrad, og da Niels Hemmingsen var blevet fjernet fra universitetet efterfulgte Aa. ham 1580 som professor i teologi. 1582 kreeredes han til dr.teol. og var 1585-86 universitetets rektor. Som teolog hældede han mod filippismen, man lagde med årene afstand til den yderliggående fløj. Han synes oprindelig at have været tilhænger af Niels Hemmingsens nadverlære, og det kan meget vel skyldes kirkepolitisk forsigtighed at han siden udtalte sig væsentlig anderledes og mere luthersk herom. Han havde stor betydning som universitetslærer og holdt klare og grundige forelæsninger over navnlig gammeltestamentlige emner og over metodik, men kunne også i den lettere ende sammen med professor Peder Aagesen lede studenternes indstudering og opførelse af en latinsk komedie ved festlighederne i anledning af prins Christians dåb 1577. – I flere af sine filosofiske arbejder, især Doctrina de concionandi ratione et caussis eloquentiæ, 1589 og Doctrina de ratione docendi, 1590 peger både hans kritik af den aristoteliske logik og hans egne positive læreudviklinger på påvirkninger fra den franske filosof og pædagog P. Ramus (død 1572) som han også citerer flere steder i sit eneste bevarede, sprogvidenskabelige arbejde, De literis libri duo der udkom i Basel 1586, sikkert efter hans død. Aa. var en fortrinlig filolog og udmærkede sig ikke blot ved skarpsindighed og lærdom i de klassiske sprog og i hebraisk, men også ved sin interesse for studiet af modersmålet. I De literis ... (ny udg. 1930) har han søgt at give en for alle sprog fælles lære om bogstavernes lydværdi. Han er langtfra ukritisk og stræber altid efter usædvanlig nøjagtighed i definitionerne, men samtidig har han været traditionsbunden i den forstand at han efter tidens skik anvender talrige citater, såvel fra den gamle grammatiske litteratur, som fra de nyere forfattere. I overensstemmelse med datidens grammatikere, bortset alene fra englænderen John Hart (død 1574), skelner heller ikke Aa. mellem "litera scripta" og "litera viva", bogstav over for talelyd, men i første bog gør han som noget helt nyt rede for de forskellige "bogstavers" artikulation og taleorganerne. Blandt hans iagttagelser og betydende enkeltheder i øvrigt kan nævnes at han indfører betegnelserne lingvalis og labialis for de sædvanlig brugte diducta og contracta, forkaster den gamle og endnu hos Ramus forekommende inddeling af konsonanter i semivocales og mutae, fremhæver den ringere mundartikulation ved vokalerne, opdager den postvokaliske aspiration i dansk dah (da), duh (du), dih (de) osv., forkaster (med Ramus) vellydshensynet, men holder på bekvemmelighedsteorien i sprogudviklingen, hævder at der overhovedet ikke gives diftonger m.m. Den sidste teori fik for dansk ortografi den største betydning; ganske vist indførte kun et fåtal forfattere som Anders Krag,Iver Stub og J. D. Jersin straks skrivemåden av, ev, aj, ej osv., men da senere grammatikere som Erik Pontoppidan (1698-1764), Peder Syv, Jacob Baden og navnlig Rasmus Rask hævdede samme anskuelse vandt de "ramistiske" bogstaver j og v (der for øvrigt kan føres tilbage til spanieren Antonia de Lebrija 1492) indpas i dansk retskrivning. Af Aa.s mange danske eksempler er kun enkelte former jyske, nemlig fra dialekten i og omkring Århus, mens flertallet enten er tillempet efter østdansk eller almendansk – og altså uden vidneværdi mht. Aa.s eget talesprog. Værkets anden bog er en kritisk gennemgang af den hidtil opstillede bogstavlære.

Omend Aa. som ortografisk nyskaber og lydiagttager ikke var den absolut første i 1500-tallet havde han dog som systematiker ikke sin lige i datiden. Hans klare og logiske, sammenfattende helhedsfremstilling af den tids viden på det fonetiske område har sikret hans berømmelse og helt fortjent bevaret hans navn som sprogvidenskabsmand i første række. Af hans øvrige sprogarbejder kendes kun en række værktitler som Dictionarum Latino-Danicum, Observationes Danicæ, Grammaticæ Latino-Danicæ D. Jac. Matthias. Pars I-II, Etymologiæ ejusdem. Pars I-II og Syntaxis. Pars I, idet hans manuskripter og velvalgte bogsamling efter han død overgik til svogeren professor Anders Lemvig og derfra siden til universitetsbiblioteket – og brændte med det 1728.