Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen From

Oprindelig forfatter PoHee
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jørgen From, 11.10.1605-19.8.1651, professor. Født på Hovgård, Hoptrup sg, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). De ret velstående forældre holdt sønnen til studeringerne, først i hjemmet, siden i Haderslev skole. Derfra kom han til pædagogiet i Lüneburg hvor han tilbragte fire år. Som student blev han immatrikuleret i Helmstedt 1625 og i Rostock 1626. Da han kom tilbage til Kbh. blev han hovmester for brødrene Otte og Kjeld Krag mens de var på Sorø akademi. Med den ældste af dem, den senere rigsråd Otte Krag, og Christen Skeel (1603-59) rejste han som hovmester udenlands i ca. fem år. 1630 var han immatrikuleret i Angers, 1632 i Oxford, 1633 kom han til Padua og Basel. 1635 blev han immatrikuleret i Kbh., men sendtes s.å. ud med biskop Jesper Brochmands eneste søn, Christen, og et andet ungt menneske. Sept.1636 kom de til Leiden og rejste derfra til England hvor den unge Brochmand døde. Nu var F. nogle år lærer for kansler Chr. Friis' tre yngre sønner, dels i Kbh., dels i Sorø. Han fik kongens løfte om at blive den gamle Christen Longomontanus' efterfølger som professor i matematik ved universitetet. 1641 tog han magistergraden, men da det trak ud med Longomontanus' afgang, disputerede han jan. 1643 "pro cathedra", blev først professor i logik og derpå, 1645, i retorik. Tillige var han en lang tid universitetets notarius. Endelig 1647 nåede han at blive professor i matematik. – Uden at være nogen banebrydende ånd fyldte F. sin stilling ved flid og pålidelighed. Hans lærer, Longomontanus, hyldede i sin Introductio in the athrum astronomicum det tyehoniske verdenssystem og blev derfor angrebet af den franske astronom J. B. Morin som holdt på det kopernikanske system. 1642 udgav F. til forsvar for Longomontanus Dissertatio astronomica de mediis quibusdam ad astronomicum Hafn. Chr. Longomontani cum Morino inslitula. Morins modskrift besvarede han 1645 med Responsio ad Morini defensionem aslronomiæ restitutæ. Desuden udgav han 1643 Disputatio philologica de legendis cum fructu Latinis melioris notæ scriptoribus, 1649 Arithmetica Danica og 1648-50 Exercitationum sphaericarum prima de principiis quibusdam doctrinæ sphæricæ.

Familie

Forældre: tidl. kammertjener hos Frederik II Hans (Johan) F. og Sille (Cecilie) Schrøder. Gift 10.5.1646 i Kbh. (Frue) med Else Scavenius, født 1625 i Roskilde, død 29.3.1671 i Lund (gift 2. gang 1656 med lægen Christian Foss, 1626-80), d. af sognepræst, senere biskop Laurids Mortensen S. (1589-1655) og Else Pedersdatter (1601-53).

Bibliografi

Danske mag. 5.r.II, 1889-92 24. H. G. Olrik: Oversigt over forstandere og lærere ved den kgl. skole i Sorø 1586-1737, i særtryk af årsskr. fra Sorø akademis skole, 1927-30 100f. Pers.hist.t. 10.r.II, 1935 148; sst. 10.r.III, 1936 226. Breve fra og til Ole Worm III, 1968. – R. Vinding: Regia academia Hauniensis, 1665 359-61. Vilh. Norlind: Tycho Brahe, Lund 1970 = Skånsk senmedeltid och renässans VIII 138f.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Heegaard: Jørgen From i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289801