Hans Zoëga

Hans Zoëga, 1608-15.6.1673, professor. Hans Zoëga blev undervist hjemme indtil han 1625 sendtes til universitetet i Wittenberg, hvorfra han 1627 vendte tilbage til Kbh. og nu studerede et par år her. 1629-31 var han rektor i Viborg uden dog at efterlade sig noget dybere spor. 1632 drog han ud på en syvårig udenlandsrejse der førte ham til Holland, England, Skotland og Frankrig. Efter sin hjemkomst gav han sig til privat at holde filosofiske forelæsninger i Kbh., tog 1639 magistergraden og fik 1640 ventebrev på et professorat, men drog s.å. atter udenlands, denne gang som hovmester for Oluf Rosenkrantz, en søn af Holger Rosenkrantz til Glimminge. Især opholdt han sig i Oxford og Cambridge, men kom allerede 1642 hjem igen og gav sig på ny til at holde – stærkt besøgte – filosofiske forelæsninger. 1643 fik han et kanonikat i Lund og 1644 blev han professor i logik. Det blev samtidig indskærpet ham at han ikke, som hidtil, måtte beskæftige sig med metafysik, men i overensstemmelse med universitetsfundatsen alene med fortolkningen af Aristoteles' Organon. Om hans anseelse som disputator vidner det at han 1654 efter Frederik 3.s ønske blev valgt til at disputere offentligt mod jesuiten Gotfred Franken, skriftefader hos den spanske gesandt grev Bernardino de Rebolledo. Der blev bl.a. forhandlet om skærsildslæren, og trods sin dialektiske færdighed var Hans Zoëga lige ved at blive sat til vægs da han på stående fod opfandt en hidtil ukendt distinktion mellem begreberne archipodialiter og reflexive der bragte jesuiterpræsten til at forstumme.

Skønt Hans Zoëga således tilsyneladende vandt en sejr, blev han dog i den følgende tid både i skrifter og breve hånet af grev Rebolledo som en arg ignorant. For at skaffe sig oprejsning rejste han da 1656 til Rostock og erhvervede der under professor J. G. Dorscheus' præsidium den teologiske doktorgrad ved en omfangsrig afhandling der dels gendriver den katolske skærsildslære, dels og især det kalvinske prædestinationsdogme. I disputatsen påberåber han sig især danske teologiske autoriteter, hvoriblandt Holger Rosenkrantz den lærde. Heller ikke af sin doktorværdighed skulle Hans Zoëga få megen glæde, thi man anså det i Kbh. for upassende for en filosof at disputere for den teologiske grad, tilmed ved et fremmed universitet. Der blev rejst sag mod ham, og han var på nippet til at miste sit embede. 1659 fik han dog kongens tilgivelse, men hans doktortitel brugtes aldrig i Danmark. 1660 udgav grev Rebolledo desuden en "gendrivelse" af Hans Zoëgas teser og beskyldte ham spottende for at have taget doktorgraden i Rostockerøl. Få år senere – 1662 – opnåede Hans Zoëga tilladelse til at trække sig tilbage fra sit professorat mod at holde en vikar. Hans Zoëga, der allerede tidligt havde interesseret sig for pengespekulationer, slog sig nu på ejendomshandel og erhvervede bl.a. herregårdene Diernæs og Lindenborg i Jylland og Lindholm på Sjælland. Også i Kbh. havde han forskellige ejendomme, deriblandt Kildebakken med den berømte "Vartovs kilde ved Strandvejen".