Claus Hammer, ca. 1542-16.5.1585, professor. Født i Landskrona, død i Ljungby i Skåne. H. blev professor ved Kbh.s universitet 1564, først i retorik, siden 1567 i græsk og 1573 i dialektik. Desuden var han 1564-80 universitetets bibliotekar. Rektorværdigheden beklædte han 1580-81 efter at han tidligere et par gange havde undslået sig. Da han ønskede at blive professor i medicin tog han 1584 uden sine kollegers samtykke doktorgraden i Marburg. Men herved beredte han sig selv store ubehageligheder da det betragtedes som en krænkelse for Kbh.s universitet at han havde søgt graden udenlands. Han måtte opgive lærestolen i dialektik og atter nøjes med at være lærer i græsk. Ikke længe efter rejste han til Skåne og tog ind hos en tidligere kollega der nu var præst i Lyngby sogn dér. Kort efter fandt man ham druknet i præstegårdens brønd. Han har udgivet en del filosofiske teser hvoraf ingen synes bevaret.

Familie

gift 1. gang med Dorothea. Gift 2. gang 1579 med N.N. (gift 2. gang med buntmager i Kbh. Henrik Roggentin). – Far til Niels H

Bibliografi

Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam I, 1873 654f. – H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. II, 1869-72 569-72.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig