Peter Villaume

Peter Villaume, 16.7.1746-10.6.1825, pædagog. Født i Berlin, død i Fyrendal, begravet sst. V. tilhørte en oprindelig fransk, reformert slægt. Efter sin fars tidlige død måtte han tjene til livets ophold ved forskellige slags håndværk, indtil han ca. 1761 blev optaget i Charité-skolen i Berlin, ved hvilken han selv allerede 1763 blev lærer. Ved privat hjælp lykkedes det ham at gennemføre det teologiske studium, og 1771 blev han fransk (reformert) præst i Schwedt, 1776 i Halberstadt. Her påbegyndte han sin pædagogiske og filosofiske forfattervirksomhed der i løbet af nogle år gjorde ham så anset, at han 1787 kunne blive professor i filosofi ved det Joachim-talske gymnasium i Berlin. Som det livfulde temperament og lyse hoved han var tilegnede han sig med begejstring tidens fremskridtsidéer, især på det pædagogiske område, og skrev en række værker, hvoraf her kan nævnes: Histoire de l'homme, 1783 (da. overs. 1794), Von dem Ursprung und den Absichten des Uebels I–III, 1784-87, Gedächtnissrede auf Friederich den Zweylen, 1786, Ueber das Verhältniss der Religion zur Moral und zum Slaale, 1791 samt flere bidrag til J. H. Campes revisionsværk. Ved sin radikale rationalisme kom V. imidlertid i den grad på kant med det reaktionære Wöllnerske styre at han 1793 bestemte sig til at opgive sin stilling og drage til Danmark.

Allerede 1790 havde Ludvig Reventlow til Brahetrolleborg lært V. at kende ved et besøg i Berlin, og det var til denne at V. nu tog sin tilflugt. Skønt man til at begynde med følte sig lidt overvældet ved at V. og hans talrige familie indkvarterede sig på Brahetrolleborg, udviklede der sig snart et meget venskabeligt forhold mellem grevefamilien og V. Han underviste i fransk på herregården og bistod energisk greven i udarbejdelsen af planerne til oprettelsen af seminariet Bernstorffsminde (1794). Mens han fik mindre indflydelse på selve seminarieplanens endelige udformning, satte han i høj grad præg på den dertil knyttede, mærkeligt interkonfessionalt og internationalt farvede seminarieskole. Selv blev V. ansat som lærer ved seminariet, men følte sig krænket over at han ikke blev optaget i den store skolekommission. Seminariets indretning har han udførligt skildret i Egeria (II,1, 1806). Hans øvrige pædagogiske arbejder fra denne periode som kun delvis blev trykt viser en tydelig påvirkning fra filantropinisterne og er i høj grad karakteristiske udtryk for en teoretikers synspunkter. Vigtig er dog hans bestemte fremhæven af værdien af legemsøvelser, håndgerning, agerdyrkning og af specielle former for småbørnsundervisning. Praktisk landvæsen gik han selv med glødende interesse op i, og 1795–1807 ejede og drev han gården Skovlyst (Venskabsminde) ved Brahetrolleborg. 1807 drog han over til Holsteinsborg for at bistå grev F. A. Holstein i dennes bestræbelser for at højne grevskabets materielle og åndelige kultur. Særlig var han virksom ved det af greven stiftede Selskab for indenlandsk kunstflid. Til sin død fastholdt V. sit harmoniske religiøse lyssyn og forstod at gøre et stærkt indtryk ved sin redelighed og sin ånds munterhed.