Anna Wulff, 13.8.1874-7.1.1935, grundlægger af Frøbel-højskolen og folkebørnehaven på Christianshavn. Født på Frbg, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). W. tog præliminæreksamen fra Zahles skole, erhvervede sig huslig uddannelse i en jysk præstegård og studerede et år ved Frøbelstiftelsen i Dresden. Her blev hun påvirket af Frøbels syn på opdragelse. I de første år var hun pædagog ved en privat børnehave, samtidig supplerede hun sin egen uddannelse ved selvstudium og rejser – 1906 til England og Tyskland – og uddan nede unge kvinder gennem praksis i børnehaven og læsning af pædagogik og psykologi til samme gerning. 1906 blev denne uddannelse etableret som et etårigt kursus, Frøbelhøjskolen. Og fra 1916 blev uddannelsen toårig og fik statsstøtte. Denne højskole er således blandt landets ældste uddannelsesinstitutioner for børnehavepædagoger. – 1915 stiftede hun desuden en folkebørnehave for socialt dårligt stillede børn på Christianshavn og knyttede Frøbelhøjskolen til denne institution. Folkebørnehaven af 1915 blev moderanstalt for en række børnehaver, sammenslutningen tog i 1928 navnet De samarbejdende menighedsbørnehaver (nu De samarbejdende menighedsdaginstitutioner der omfatter ca. 200).

Børnehaven var efter W.s opfattelse et vigtigt supplement til hjemmet i en tid med dårlige opvækstvilkår for mange børn. Børnehaven skulle derfor ligne et hjem, og barnet skulle kunne udfolde sin virksomhedstrang i opgaver og leg, tilrettelagt af institutionen. Børns opvækstvilkår i de første år var særlig vigtige for karakterdannelsen. – W. udsendte 1911-12 Sange og Sanglegefor Smaabørn I–II der dels er originale, dels oversatte. Hun holdt jævnligt foredrag og skrev mange artikler om børnehavesag og børneopdragelse. Hendes virke var præget af flid, religiøsitet og dybt engagement.

Familie

Forældre: Cigarfabrikant Peter W. (1841-98) og Emma Catharina Mathilde Heydorn (1846-1926). Ugift. – Søster til Kurt W.

Ikonografi

Mal. af G. Börjeson (Frøbelhøjskolen). Foto.

Bibliografi

Vore børn, red. G. J. Arvin m.fl., 1930-31 261-68. Frøbelhøjskolen gennem 25 år 1906-31, 1931. A. W. Børnehavesagens forkæmper, udg. Bertha Wulff, 1937. Jens Sigsgaard: Folkebørnehave og socialpædagogik, 1976.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig