Kirstine Frederiksen

Kirstine Frederiksen, Elisabeth Kirstine Frederiksen, opr. Friderichsen, 6.2.1845-31.8.1903, pædagog, kvindesagsforkæmper. Født på Fuglsang, Toreby sg., Lolland, død i USA, urne på Holeby kgd. F. begyndte som 33-årig sin uddannelse efter brødrenes økonomiske sammenbrud. Hun tog som den første kvinde stenografieksamen, men kunne som kvinde ikke få ansættelse i rigsdagen. Hun blev derfor lærer og var ansat ved Frederiksberg skolevæsen fra 1879. Hun var i nogle år desuden lærer i pædagogik ved N. Zahles seminarium, ministeriets censor ved forskoleseminarierne og en af grundlæggerne af Københavns forskoleseminarium. F. ydede samtidig en stor og alsidig indsats i Dansk kvindesamfund. Hun var i nogle år leder af Kvindelig læseforening, fra 1887-94 samfundets formand og en flittig bidragyder til og i nogle år redaktør af bladet Kvinden og Samfundet. Hun opfattede kvindesagen som et af tidens store sociale spørgsmål og beklagede, at kvinderne ikke i højere grad lod sig samle i en politisk bevægelse. Hendes store og originale indsats var bøgerne om psykologiske og pædagogiske emner. Hun udgav Anskuelsesundervisning, 1889 (ny udg. 1896), Barnets Sjæleliv, 1890, Den sorte Tavle, 1895, Amerikanske Undervisningseksperimenter, 1896 og Hjemstavnslære, 1900. Hun besad stor indsigt i sin samtids internationale børnepsykologiske forskning og pædagogiske debat, men hun formulerede sit eget selvstændige pædagogiske syn. Barndommen burde opfattes som en selvstændig livsperiode der havde sit eget mål. De gode og nyttige sider af barnenaturen skulle stimuleres og udvikles gennem børnenes personlige erfaringer og eget arbejde. Anskuelsesundervisningen var et velegnet middel hertil. Var undervisningen i dette fag rigtigt tilrettelagt ville barnet her kunne stilles i et så umiddelbart forhold til tingene at vedtagne opfattelser og overleverede forestillinger ikke kunne lægge sig imellem. Afsnittet om anskuelsesundervisning i ministeriets undervisningsvejledning fra 1900 – det såkaldte Sthyrske cirkulære – er i påfaldende grad beslægtet med F.s formuleringer. – F. opfattede sig selv som en viderefører af Rousseaus tanker og regnede med, at disse ville kunne virkeliggøres i det nye århundrede. Hun var i sit seriøse forfatterskab og sit alsidige og engagerede virke i Dansk kvindesamfund i mange år hæmmet af alvorlig sygdom.