Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Axel Sørensen

Oprindelig forfatter CDumr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Axel Sørensen, 17.1.1851-26.7.1920, overlærer, forfatter. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Ass). S., der 1869 blev student fra Metropolitanskolen og 1875 cand.teol., var allerede 1870 begyndt at undervise forskellige steder (1875–1915 særlig knyttet til Krebs' skole), men fik sin egentlige livsgerning ved sin gamle skole (1882 timelærer ved Metropolitanskolen, 1885 adjunkt, 1903 overlærer) og som undervisningsfag religion og dansk. Uden for skolen deltog S. lige til sin død først og fremmest aktivt i dansk studenterliv. Han var medlem både af Studenterforeningen og Studentersangforeningen og blev begge steder under sit faste mærke -1-n hurtigt og ubestridt den altid redebonne husdigter, lige oplagt til en munter rusgildevise og en lyrisk festkantate. Hans mangfoldige sange og viser var vel alle lejlighedsarbejder, men prægedes altid af akademisk kultur og blev vellykkede udtryk for et lyst og evigt ungt studentersind. Også på anden vis blev hans pen taget i studenterlivets tjeneste. Til en række retrospektive studenterkomedier på Folketeatret skrev S. som vejledning Studenter-komedien. Flygtige Omrids, 1903 og udgav og kommenterede ældre og yngre Studenterkomedier, 1904 og Nye Vrøvleblade, 1910. Ved Studentersangforeningens 50-års jubilæum blev han dens historiker med Studentersangforeningen 1839–1889, 1889 og efterlod sig omhyggelige samlinger vedrørende den følgende tid som benyttedes ved 100-års jubilæet. 1879–95 var han Studenterforeningens bibliotekar. Han holdt sig bestandig uden for al indre studenterforenings-politik og stod for alle partier som en elskelig type på de bedste traditioner og værdier fra dansk studenterlivs guldalder. Sin egen årgang satte han et æresminde i Studenterbogen, 1896 og skrev 1915 en fin og forstående levnedsskildring af studenterkammeraten og vennen Thor Lange. Et enkelt arbejde har i videre kredse bevaret S.s navn – hans Dansk Rimordbog, 1900, som afløste Emil Christianis utilstrækkelige forløber fra 1888.

Familie

Forældre: fuldmægtig i krigsministeriet, krigsassessor Peter Evald Beyer S. (1821–53) og Mathilde Augusta Wahl (1825–93). Gift 26.11.1880 i Kbh. (Holmens) med Julie Adelaide Elisabeth Petersen, født 2.11.1853 i Kbh. (Frue), død 19.9.1928 sst., d. af grosserer Jacob (James) Peter P. (1818–93) og Johanne Christine Petersen (1817–99).

Udnævnelser

R. 1898.

Annonce

Ikonografi

Afbildet på E. Henningsens mal. Rusgilde, 1909 (Studenterforeningen). Mal. af Wanda Wahl ca. 1915. Foto.

Bibliografi

A. S. i Studenterbogen, ved C. N. Starcke, 1896 106–37. – Slægtstavlesaml., 1932 106. Studenterne fra 1869, 1894. Otto Jespersen i Politiken 10.11.1902. C. A. S. Dalberg og P. M Plum: Metropolitanskolen gennem 700 år, 1916. C A. C[lemmensen] i Nationaltid. 27.7.1920. Carl Dumreicher i København 31.7.s.å. og Nationaltid. 14.1.1928. Samme: Studenterforen.s hist. I–III, 1934–41. Kn. Bokkenheuser: Studenter vi kaldes –, 1920. Anders Diemer i Årsskr. for Metropolitaner-samf. XIII, 1920 7–16. K. G. Brøndsted: Erindr. I, 1931 181–83. Studenter sangforen. gennem 100 år, red. Carl Bratli, 1939. – Papirer i Kgl.bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Dumreicher: Axel Sørensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298092