Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Pedersen Kempe

Oprindelig forfatter PBag
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Poul Pedersen Kempe, d. tidligst 1536, magister. K. var måske en slægtning af Peder Kempe der 1510–34 dels var rådmand, dels borgmester i Kbh. og tilhænger af Christian II og Hans Tausen samt en af hovedmændene for billedstormen i Frue kirke 1530. Dog kaldes han ved indskrivningen ved Rostock universitet 1521 "fra Børglum stift" og ved Wittenberg universitetet 1524 "af Ribe stift". En tid lang skal han have holdt skole i Torgau i Sachsen og kom her i nærmere forbindelse med Luther der, i modsætning til Philipp Melanchton, skal have sat pris på den djærve og fanatiske K., samt i et fortroligt forhold til Christian II og dennes søster, kurfyrstinde Elisabeth. 1525 kaldte kongen ham til Belgien som lærer for sin søn Hans; men da regentinde Margrethe ikke ville tåle den fanatiske lutheraner ved hoffet, måtte han allerede s.å. vende tilbage til Tyskland hvor han fandt understøttelse hos Elisabeth og hos kurfyrsten af Sachsen. Efter kongens opfordring begyndte den sprogkyndige K. en bibeloversættelse fra grundsprogene, hvoraf dog kun de tre første evangelier og 5. Mosebog blev færdige; oversættelsen er nu tabt. 1531 tog kongen ham med til Norge som kansler. Efter kongens tilfangetagelse 1532 synes han at være blevet i Danmark. 1535 og 36 var han forstander for det rige Skt. Hans kloster i Viborg af Johannitternes orden.

Bibliografi

Breve og aktstykker til Chr. IIs og Fr. Is hist., udg. C. F. Allen I, 1854. Fru Eline Gøyes jordebog, udg. A. Thiset, 1892 346. – C. F. Allen: De rebus Chr. II exulis, 1844 isasr 33–36. Samme: De tre nord. rigers hist. V, 1872 281–84.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Bagge: Poul Pedersen Kempe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292537