Karl Rasmussen, Karl Laurits Rasmussen, døbt Carl, 9.8.1884-24.7.1955, lærer, historiker. Født i Krungerup, Radsted sg., Sakskøbing, død i Askov, begravet sst. R. uddannedes ved landbruget, var på Nr. Ørslev højskole 1904 og blev lærer fra Vordingborg 1909. Han var lærer på Kerteminde højskole 1909–12, og 1912–14 drev han frie arkiv- og universitetsstudier i historie, bl.a. hos Kr. Erslev. 1914–18 var han lærer ved seminariet i Vordingborg, tog studentereksamen 1918 og tog n.å. til Sønderjylland for at lede Agerskov efterskole. Efter få år her flyttede han til Astrup ved Skærbæk hvor han var lærer til 1938 da han bosatte sig i Askov og til sin død levede som skribent og foredragsholder. – R. publicerede gennem årene en række undersøgelser over landbohistoriske forhold, hvor han fortsatte linien fra Poul Bjerge og Povl Hansen. Centralt står hans skildringer af bøndernes kår og deres bestræbelser for at hævde deres interesser, som fx i Vissenbjerg Selvejere, (Aarbog for Historisk Samfund for Odense og Assens Amter 1914), og Ole Villumsen og Vestensborg Bønders Frihedskamp (Lolland-Falsters historiske Samfunds Aarbog 1915). En lille afhandling om tidlig jordvurdering De saakaldle Marseller offentliggjordes i Historisk Tidsskrift 8.r. V, 1914–15. Efter genforeningen blev han flittig medarbejder ved Højskolebladet og Dansk Udsyn, hvor han behandlede politiske og litterære emner, og han udsendte Sønderjylland 1920–35, 1935 der giver en instruktiv behandling af tiden, ikke mindst landbrugets og skolevæsenets udvikling. R. dyrkede endvidere Vestslesvigs natur og publicerede i en lille bog indtryk fra egnens fugleliv og historie, Fra Vesterkanten, 1929. Stærkt forankret i den højskoleprægede landbokultur og samtidig levende optaget af samtidens politiske og kulturelle forhold blev R.s indsats mere spredt, end artiklerne fra årene omkring første verdenskrig bebudede.

Familie

Forældre: parcellist Jørgen R. (1829–92) og Johanne Rasmusdatter (1841–1914). Gift 10.5.1913 med tapetserermester, dekoratør Johanne Margrethe Hvidtfeld, født 2.8.1881 i Skårupøre, død 22.8.1970 i Rødovre, d. af møller Niels Henriksen H. (1850–83) og Ane Marie Madsdatter (1854–1933).

Bibliografi

K. R. i Lolland-Falsters hist. samf.s årbog XXIII, 1935 29–41. – Sønderjyske historikere efter 1864, red. J. Hvidtfeldtm.fi., 1976 131f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig