J.L. Camradt, Johannes Ludvig Camradt, 20.9.1779-4.12.1849, blomstermaler. Født i Kbh. (Trin.), død i Nyhuse ved Hillerød, begravet i Hillerød. C. kom fjorten år gammel som sin ældre bror i lære på Den kgl. porcelænsfabrik (1794-97) og besøgte derefter akademiets skoler hvor han 1802 kom i gipsklassen og 1806 vandt den lille sølvmedalje for et blomsterstykke. Han ernærede sig som tegnelærer, var 1807 med til at oprette et institut for metalarbejdere og forsøgte gentagne gange (1810, -12 og -13) ved indsendte malerier at henlede akademiets opmærksomhed på sig. 1816 udgav han blomstertegninger til brug ved undervisningen, stukket af O. O. Bagge. 1819-20 opholdt han sig med støtte fra fonden ad usus publicos i Dresden og opnåede n.å. at blive agreeret; 1823 blev han medlem af akademiet men videre kom han ikke, skønt han 1831 ansøgte om bolig på Charlottenborg og 1835 om professoratet i anatomi. Han havde en meget besøgt tegne- og maleskole, blandt hvis elever kan nævnes Christine Løvmand og Hermania Neergaard; hans billeder var ret populære; kongen købte således ni gange (1824-37) billeder af ham; 1829 malede han et par dørstykker til Chr.borg (dronningens toiletværelse). C. har desuden malet landskabsprospekter og portrætter, heraf enkelte i miniature. Endvidere udførte han selv en række blomsterbilleder i litografi. 1806-43 udstillede han i alt 90 arbejder. Værker af C. findes på Statens museum, kobberstiksaml., Kunstindustrimuseet, Hirschsprungs saml., Teatermus. og kunstakademiet. I sine sidste år led han af øjensvaghed og fik fra 1839 årlig hjælp fra akademiet, senere også fra finanserne. Han var nær bekendt med brødrene Ørsted og hørte til Bakkehuskredsen.

Familie

Forældre: portrætmaler Jørgen Frederik C. (1736-84) og Maria Schrøder (1738-1814). Gift 1. gang 9.10.1804 i Kbh. (Trin.) med blomstermaler Maria Elisabeth (Johannette) Weise, født 24.6.1781 i Kbh. (Holmens), død 12.11.1832 sst. (Frue) (gift 1. gang 1799 med kirurg Johan Christian Ehrenfried Muhlenbroch, ca. 1774-1801), d. af instrumentmager Erik Baltzer W. (1750-1802) og Anna Elisabeth Frederikke Weidemann (ca. 1752-1825). Gift 2. gang 10.8.1836 i Kbh. (Frue) med Ane Magdalene Høpfner, f. Becker, født 25.4.1794 i Kbh. (Garn.), død 6.10.1857 sst. (Trin.) (gift 1. gang 1822 med cand. pharm., skrivelærer Nicolai Christian H., 1787-1834, gift 1. gang med Caroline Adolphine Luffe, 1787-1851 (gift 2. gang 1817 med sproglærer, senere institutbestyrer i Frederikshavn Peter Christian Westh, ca. 1783-1846)), d. af afdanket soldat Georg Christian B. og Anne Johanne Jobsdatter. - Bror til F. C. C.

Ikonografi

Mal. af C. A. Jensen, 1836. Tegn. af J. V. Gertner 1842, (Fr.borg). Selvportræt.

Bibliografi

H. P. Selmer: Nekrologiske saml., II, 1852 456-58. Louis Bobé i Pers. hist. t. 7. r. V, 1921 131 139 141.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig