H.P. Thrige, Hans Peter Thrige, 9.1.1792-14.1.1827, lærer, historisk forfatter. Født i Kbh. (Nic), død i Roskilde, begravet sst. Efter forældrenes skilsmisse 1792 blev T. opdraget hos morfaderen pastor H. P. Koch i Horbelev; da moderen 1804 indgik nyt ægteskab kom han i Roskilde skole hvorfra han blev student 1809. 1812 vandt han universitetets guldmedalje for besvarelsen af en historisk prisopgave der handlede om flådens betydning for Danmarks magt og anseelse i tiden indtil 1720. 1814 tog han teologisk embedseksamen og blev straks efter ansat ved Roskilde katedralskole hvor han 1820 blev overlærer. Hans hovedfag var historie og geografi, og han omtales som en fortrinlig lærer. 1819 havde han disputeret for den filosofiske doktorgrad med afhandlingen Historia Cyrenes, particula prior; han omarbejdede den siden og afsluttede den, men det samlede værk blev først efter hans død udgivet 1828 af S. N. J. Bloch (Res Cyrenensium). Det er et udtryk for dette arbejdes soliditet at det så sent som 1940 blev genudgivet i Italien af S. Ferri, ledsaget af en italiensk oversættelse.

Familie

Forældre: prokurator, godsforvalter Søren T (ca. 1757–1804, gift 2. gang 1803 med Catharina Margrethe Theilmann, ca. 1779–1817) og Else Christense Koch (1768–1845, gift 2. gang 1804 med domprovst i Roskilde, senere biskop i Ribe Jens Michael Hertz, 1766–1825). Gift 4.6.1819 i Roskilde med Margrethe Christiane Marie Bloch, født 7.1.1798 i Odense, død 12.5.1866 i Kbh. (Johs.) (gift 2. gang 1835 med professor Christian Paulsen, 1798–1854), d. af konrektor i Odense, senere rektor i Roskilde S. N. J. B. (1772–1862) og Margrethe Magdalene Hensier (1774–1821). – Far til S. B. T.

Bibliografi

S. N. J. Bloch i H. P. T: Res Cyrenensium, 1828 VII-XII. Samme: Bidrag til Roskilde domskoles hist. II, 1843 23f. S. B. Thrige i Museum, 1891 I 103. [Lucie Elise Fich:] Domprovsten i Roskilde, 1909 (fot. optr. 1967) = Memoirer og breve X.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig