D.H. Wulff, Daniel Høffding Wulff, 12.5.1829-18.9.1900, ærer, historisk forfatter. Født i Fredericia, død i Ålborg, begravet sst. W. blev 1848 student fra Randers, tog 1856 filologisk-historisk skoleembedseksamen hvorefter han 1858 konstitueredes som lærer ved Ålborg katedralskole, blev adjunkt der 1860, overlærer (lektor) 1887. Han tog sin afsked på grund af svagelighed 1889. 1878-94 var W. medlem af Ålborg byråd og var 1862-69 bibliotekar ved Ålborg stifts og amts bibliotek. Han nærede stor interesse for lokalhistorie og publicerede en mængde artikler i Dansk Maanedsskrift, Kirkehistoriske Samlinger, Danske Samlinger, Museum m.fl., men navnlig i Samlinger til jydsk Historie og Topografi hvis tilblivelse skyldtes hans initiativ idet han 1865 berejste Jylland for at få oprettet Det jydske historisk-topografiske selskab som 1866 begyndte udgivelsen af nævnte tidsskrift hvis første fjorten bind (1866-95) W. redigerede. Det var særlig Ålborgs historie W. arbejdede med, men foruden artikler herom udgav han Statistiske Bidrag til Vendelbo Stifts Historie, 1872-74, Statistiske Bidrag til Aalborg Stifts Historie, 1887-88, Nøgle til Almanakken, 1881, Jens Bang, 1885-86 m.fl. samt nogle meget brugte skolebøger. – W. var overordentlig flittig, men han var ingen dygtig skriftlæser, og han savnede i nogen grad evne eller vilje til at bearbejde sit stof hvorom hans Jens Bang i særlig grad vidner. Det var svagheder der gik igen også i hans arbejde som redaktør.

Familie

Forældre: lærer i Fredericia, senere præst i Gunderup og Nøvling Henrik W. (1795-1888) og Susanne Jacobine Høffding (1800-84). Gift 1. gang 24.11.1858 i Randers med Cecilie Berg, født 6.8.1831 i Randers, død 29.10.1859 i Ålborg, d. af købmand Moritz B. og Amalie Lehmann. Gift 2. gang 21.5.1861 i Ålborg med Josephine Elise Marie Eleonora Wulff, født 23.10.1838 i Ålborg, død 14.8.1873 sst., d. af kæmner Frederik Elkan W. (1797-1871) og Ane Marie Herskind (1801-61).

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Vilh. Bang i Saml. til jydsk hist. og top. 3.r.IH, 1901-03 1-7. Poul Enemark i For jysk og for da. hist., red. Vagn Dybdahl, 1966 40-61.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig