Anne Margrethe Bredal, 13.9.1655-2.3.1729. Født i Skade præstegård Vrads hrd., begravet i Horsens. Allerede som barn var B. bekendt for hurtigt nemme og lærdom; i sit 15. år skrev og foredrog hun i sine forældres hus en latinsk tale i anledning af Christian Vs salving (trykt 1671). Senere blev hun lærerinde hos Birgitte Gøye til Quitzowsholm (Hofmansgave). I sit I. ægteskab fik hun otte børn så hun til sin store beklagelse måtte lægge sine lærde sysler på hylden. Hun genoptog dem imidlertid i sit 2., barnløse ægteskab. Dog har hun ikke efterladt andet end et par latinske breve af 1696 og 1703, det sidste af autobiografisk indhold, og begge trykt i de nedenfor nævnte bøger af Thura og Schønau, sidstnævnte sted med dansk oversættelse tilføjet.

Familie

Forældre: sognepræst Jens Pedersen B. (død ca. 1681) og Marie Holgersdatter. Gift 1. gang ca. 1677 med forpagter af Brahesholm Niels Sørensen, død ca. 1694. Gift 2. gang ca. 1697 med baccalaureus, senere rektor i Horsens Erik B., begr. 5.12.1735 i Horsens.

Bibliografi

Albertus Thura: Gynæceum daniæ litteratum, 1732 36–41. Fr. Chr. Schønau: Danske lærde fruentimmer I, 1753 268–80.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig