Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.F. Vorbeck

Oprindelig forfatter FGad
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C.F. Vorbeck, Carl Frederik Vorbeck, 16.1.1891-26.9.1976, lektor. Født i Melby, Kjærum sg. ved Assens, død i Enskede, Sverige, begravet sst. V. blev 1912 dimitteret fra Odense seminarium og tog året efter studentereksamen fra Døckers kursus. 1924 blev han cand. mag. med dansk som hovedfag, engelsk og gymnastik som bifag. 1914-16 og 1918-19 var han ved siden af studiet lærer ved Birkerød kostskole, 1919-24 ved Købmandsskolen i Kbh. og desuden 1922-24 ved Metropolitanskolen. 1924 blev han adjunkt ved Østre Borgerdydskole i Kbh., 1939 lektor sst. 1955 tog han sygeorlov og sin endelige afsked 31.1.1956. Fra 1955 var han mest i Sverige hvor han 4.7.1960 bosatte sig fast. Efter studium af især amerikaneren John Deweys og østrigeren Elsa Köhlers aktivitetspædagogik og under indflydelse af rektor Einer Andersen ved Østre Borgerdydskole udviklede V. sig, under stadig kamp med det autoritære i sit personligheds-mønster, til en forkæmper for friere undervisningsmetoder og en utraditionel skoleorganisation. Aktivitetspædagogikken var til stadighed grundelementet i hans teorier. V. organiserede i samarbejde med danske og svenske skolefolk "ski-ferier" for danske gymnasieelever og forsøgte også svensk-danske elevudvekslinger. Agitationen for indførelse af lejrskole 1930-31, og de samtidig oprettede svenske "idrottsdagar" (under devisen "ud af skolestuen og i lag med tingene selv") førte V. til, sammen med Einer Andersen, Østre Borgerdydskoles forældrekreds og skolens daværende elever 1931-34 at organisere, anlægge og bygge den første egentlige lejrskole i Danmark. V. ledede denne side af skolens liv og fik hele arbejdet lagt aktivitetspædagogisk an. Gruppearbejde blev gennemført som grundlæggende princip.

Besættelsen 1940-45 radikaliserede V.s kritiske syn på det bestående skolesystem, den knæsatte klasseundervisning og den encyklopædiske fagundervisning i gymnasiet. Under en dybtgående selvkritik ændredes hans syn på lærerens funktion. Sammen med nogle kolleger udarbejdede V. 1944 en pjece Folkestyrets Skole og Opdragelse. Et Diskussionsgrundlag, der året efter blev udbygget til en grundbog med samme titel. Heri blev alt det fremlagt som danner grundlaget og indholdet i 60ernes og 70ernes skolereformer. Bogen så enhedsskolen som sit ønskemål hvorfor den i øjeblikket mest slog an i Sverige. Medlemmer af den da nedsatte "1946-års skolkommission" søgte kontakt med V. – Fra 1946 og fremefter vendte V. sig indad mod undervisningen og forsøgte andre metoder end de gængse, fx fri stilskrivning kombineret med elevforedrag og elevkritik med læreren som hjælper. Fælles for alle hans forsøg var princippet: at lade eleverne bruge redskaberne. Således også hans sidste danske forsøg med en uortodoks svenskundervisning i mellemskolen, under devisen: svensk ved svensk uden at reproducere på svensk. Sluttelig tilbød han Stockholms skolevæsen at anlægge et lignende forsøg i svensk skole med "dansk ved dansk". Ideen blev accepteret, og fra 1955 tilrettelagde V. et omfattende tekstmateriale som ved hjælp af båndoptagelser kunne bruges til forsøget. Dette kom til at omfatte cirka 80 skoler i og uden for Stockholm. Det lykkedes så vidt at metoden blev lagt til grund for Skolöverstyrelsens anvisninger på undervisning i nabolandenes sprog i læseplanen 1962. V. stillede sig vederlagsfrit til rådighed, og virkede, så længe han kunne, som rådgiver for yngre kolleger i Sverige. Det var karakteristisk for V. at han helst ville arbejde bag kulisserne. Derfor virkede han også i Danmark især som inspirator for yngre. Han talte mere end han skrev og udgav på tryk. Både på grund af visse træk i hans personlighed og af ydre omstændigheder følte han sig hæmmet i sin egen undervisning. Intet kompromis tilfredsstillede ham.

Familie

Forældre: mejeribestyrer Hans Dietrich V. (1833-95) og Isabella Sophie Schmidt (1862-1946). Gift 1. gang 17.8.1920 i Kbh. med lærer Marie Nordholt (navneændring 1905), født 23.2.1876 i Ollerup, død 20.5.1960 på Frbg., d. af friskolelærer Niels Peter Nielsen og Christine Rasmussen. Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 14.4.1955 i Stockholm med viceskoleinspektør Anna Maja Edstam, født 12.4.1905 i Stockholm, d. af kamrer Gustaf Servatus E. (1863-1948) og Tekla Maria Öquist (1869-1955).

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

K. H. C. F. Vorbeck: Slægten Vorbeck i Danm., 1935.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Gad: C.F. Vorbeck i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299089