K.A. Kristensen, Kristoffer Andreas Kristensen, 30.11.1881-23.5.1964, formand for Danmarks lærerforening. Født i Vejerslev, Viborg amt, død i Vordingborg, begravet Karise kgd. K. var i gartnerlære tre år, blev forberedt til lærer hos sin far og blev 1904 dimitteret på Jelling seminarium. Efter ansættelse først i Kolding og siden i forskellige landsbyskoler blev han 1908–46 førstelærer og kirkesanger i Karise på Sjælland. 1911 oprettede han Karise private realskole der efterhånden blev meget søgt, og ledede denne til 1947. K. ledede desuden i nogle år en præparandklasse for vordende lærerstuderende, holdt aftenskole, var formand for Karise højskoleforening 1928–52 og deltog ivrigt i ungdomsarbejdet i sit sogn. – K. ydede sin væsentligste indsats i Danmarks lærerforening. Han var medlem af hovedbestyrelsen 1924–44, 1936–44 foreningens formand og fra 1949 dens æresmedlem. K. repræsenterede foreningen i en række ministerielle udvalg. Særlig betydning fik udvalget der drøftede folkeskolens hygiejniske forhold, og hvis retningslinier blev bestemmende for skolebyggeri og -indretning i de kommende år, og udvalget der fastlagde folkeskolens formål og gav den et stærkt kristeligt-nationalt indhold med bekendtgørelsen af 24.5.1941. K.s skolesyn var på flere punkter beslægtet med undervisningsminister Jørgen Jørgensens, og de var sammen om at give bekendtgørelsen dette præg. K. var desuden med til at præge forarbejdet til de love der blev vedtaget i 40ernes sidste halvdel, lærerlønningsloven af 1946, tilsynsloven af 1949 og seminariekommissionen. K. trak sig relativt tidligt tilbage både fra sin lærer- og formandsgerning pga. en tiltagende døvhed. K. var uhyre arbejdsom. Han havde samtidig tillid til oplysningsarbejdets store betydning og en overbevisning om at en vellønnet og veluddannet lærerstand bedst ville fremme denne opgave. Han havde fra sit mangesidige virke i sit hjemsogn stor indsigt i skolens vilkår, og denne realistiske indstilling blev sammen med hans sikre forankring i et grundtvigsk miljø og livssyn ledende for hans arbejde i såvel skolen som DLF. Han var sin stand en myndig fører og talsmand der indtog klare og til tider markante standpunkter. Under besættelsen opmuntrede han til tider med dristighed Danmarks lærere til at stå vagt om skolen og værne om danske idealer.

Familie

Forældre: lærer Kristoffer K. (1845–1908) og Ane Ahrngott Pedersen (1844–1903). Gift 25.4.1905 i Vejerslev med Ane Jacobsen, født 2.1.1883 i Borre, Vejerslev sg., død 23.12.1945 i Karise, d. af gårdejer Jens J. (1832–1901) og Bertha Katrine Jensen (1849–1912).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Folkeskolen, 1944 lf; sst. 1951 837; sst. 1964 982. Danm.s lærerforen. 1874–1949, 1949.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig